i lørdags ødelagde jeg alt. forever.

jeg undskyldte. fortalte at det ikke var med vilje og at jeg ikke vidste hvad jeg gjorde.

han kaldte mig ynkelig og sagde at jeg var på børnehavestadiet. det var jeg også. i høj grad.

jeg ved virkelig heller ikke hvorfor jeg gjorde det, jeg kan kun huske at jeg følte mig desperat og så sagde det klik inden i.

jeg ved ikke om han vil se mig igen. jeg tror, han har fået nok nu. slut.

jeg sagde undskyld undskyld undskyld.

jeg ved godt at jeg gør dumme ting og begår fejl. men det er jo ikke min mening. jeg ville virkelig ønske at mine følelser ikke sad udenpå. at jeg havde lidt værdighed og tænkte.