Han ringede ved fem-tiden. Jeg lå vågen, lidt pudsigt. Panikkede med sovende gæster i rummet ved siden af og slukkede mobilen uden at svare. Og han lagde ikke en besked, ringede heller ikke igen. Var jo nok også fuld. Skrev til ham, at jeg havde besøg, så ikke kunne snakke. Han svarede ikke.

Jeg ved det ærligt talt ikke. Der er noget ved ham, som trigger mig - men jeg har også den underlige følelse i maven af, at han ikke kan falde for mig. Men han holder jo ved? Og så går jeg rundt med følelsen af, at det er lige op over... at jeg møder en snart. Det er sådan en knugende let fornemmelse i maven, en optimisme, som jeg ikke kan slippe.

Han skrev her i morgen, stadig fuld. Det hele kører lidt på det niveau, hvor det er ingenting og alligevel åbent for invitationer. Jeg kommer bare ikke med dem for tiden. Har givet ham én, som han afviste. Og nu... jeg vil virkelig gerne være sammen med ham, men jeg ved ikke, om det ville være godt for mig.

Alle ordene om, at han da også er alene hjemme i dag. At han også skal stene fodbold senere. Min kommentar om at have god mad til overs fra i går. Det er alle de antydninger, som ikke bliver mere end antydninger. Og alle de følelser, som ikke bliver andet end halve...