Efter en lang periode med megen fremgang og solskin har de sorte skyer nu for alvor trukket sig op og jeg er næsten blæst omkuld. Mørket kvæler mig.
Jeg er så ked og knust indvendig. Træt. Træt. Træt.
Mange ting står mere klart nu, men egentlig er det hele virkelig svært nu.
Min datter har store problemer og mørket er ligeledes ved at kvæle hende. Jeg gjorde det ikke bedre, da jeg slukkede lyset for hende på badeværelset og hamrede vred, frustreret og fortvivlet på døren.
Hun havde forskanset sig derude med sin mobil og truede med ikke at ville være til mere.
Mit moderhjerte er i smerte. Jeg vil så gerne hjælpe hende, men hun er så svær at nå.
Jeg elsker hende så umådeligt højt og det tror hun ikke på. I hvert fald ikke, når dæmonerne har besat hendes krop og sind.
Det er så svært det hele nu og jeg fejler gang på gang i min moderrolle.