Jeg har lige hørt i radioen, at nu til dags er stempling af postvæsenets breve samlet på 4 centre fordelt i landet.

Det bringer mine tanker tilbage til barndommens dage. Min mor var kogekone på den lokale kro, så det sted blev sådan en slags ”skolefritidsordning” for mig dengang. Kroen var ikke bare kro, men også hotel, købmandsforretning, tankstation og postkontor – spændende alt sammen for en lille pige.

Jeg mindes stadig lugten i kælderen, hvor alskens ting og sager blev opbevaret. Det var en skrap lugt af sild i tønder og krydderier m.m. i sække. Jeg husker også spændingen ved at liste sig ovenpå i gangene med hotelværelser – der var vist egentlig ikke så mange værelser, måske 4-5 stykker, men det forekom mig som en hel jungle at finde rundt i. Et sted langt henne ad denne gang, var der en trappe som førte endnu højere op til et loft og endnu et par værelser, som dog ikke blev lejet ud, men brugt til opbevaring af gamle ting og sager, bl.a. husker jeg gamle lampeskærme med frynser og perler, og gamle fotoalbum fra en meget svunden tid - alt sammen ting, der i dag ville være ”guld” værd, men dengang blot var rod. Hvis man gik til den anden side og op ad endnu en trappe, kom man op i kroens tårn, hvor der var et tort vindue. Jeg tror, det var min yndlingsplads at sidde der og kikke ud over byen. Man kunne se, hvem der gik i Brugsen og hvem der færdedes på kirkegården, og man kunne næsten genkende de få biler, der kørte gennem byen, for flere var der nemlig heller ikke i vores lille landsby, end at man vidste at den blå tilhørte Jensen og den røde måtte være Hansens :O)

Det minde, der dog dukkede op lige nu, hvor radioen omtalte nutidens postvæsen, handlede om det lille postkontor, som også var på kroen. Der fik jeg altid lov at være med, og det var virkelig med stor iver og fornøjelse, at jeg stemplede de breve, der skulle afsendes derfra med et stort stempel, som man først ramte en sort stempelpude med for derefter at ramme det næste brev eller kort. Jeg kan huske, at jeg var meget omhyggelig med at ramme frimærket – det var vigtigt, fik jeg at vide..! Sommetider fik jeg også lov at modtage penge, når folk skulle indbetale og sende girokort – dog altid overvåget af ”kromutter”, som var den egentlige postmester på stedet.

Ja, det var tider dengang – og meget, meget længe siden..! Sådan føles det i hvert fald at tænke tilbage på starten af tresserne, hvor disse ting foregik.

Nå, jeg må videre – har da slet ikke tid til at sidde her og være nostalgisk midt i arbejdstiden :O)

Nyd nu forårssolen derude og træk energien til jer.. – den er også guld værd..!


Kærligst Wildrose
- og en speciel hilsen til min veninde, der lige nu tager en ekstra ’”skraver” på min sofa i det lille gule hus..!