Det var egentlig ikke en beslutning jeg tog, det skete bare. Hin første dag i dagbogen blev skrevet i ren impulsivitet. Meget karakteristisk for min person i det hele taget. Jeg agerer på impuls og på tilfældet. Jeg handler ofte stik imod folks forventninger, ikke for at chokere, men fordi de har mig fastholdt i en bås. Rammerne for den bliver sprængt hver gang jeg springer over, hopper fra, går tilbage, svømmer under, flyver hen over eller falder ned ... sidst nævnte sker desværre oftere end jeg vil det!

Så dagbogen blev altså til fordi den sagt på en anden måde bad om det, og jeg en standhaftig soldat fulgte blot ordre.

Jeg har ingen forventninger som sådan, men kunne måske godt ønske mig en blanding af glade såvel som alvorlige budskaber i mit skriveri. Indtil nu har jeg, indrømmet, holdt mig til det sidste.

Det bliver jo så ikke bedre af, at man åbner avisen og tænder for computeren og læser om mordet på den svenske politiker Anna Lindh. Jeg læser om mordet på en mor til to drenge, en kvinde, en kommende statsminister og jeg kan mærke en kvalm fornemmelse snige sig ind på mig og tårerne presser på. Jeg græder både for hende, men også på vegne af menneskeheden. Hvor er vi på vej hen?

Folk er jo for så vidt altid blevet slået ihjel, men det legitimerer da intet og måske især ikke fordi det jo netop beviser, at vi fremfor at gå frem blot står stille "as a stick in the mud"!

Kvinden er død og lyden af "på vej mod amerikanske tilstande" runger i mit hovede. Ekkoet bliver større og mere tydeligt; jamen er det sandt? Hvem ønsker dog det? Er folk slet ikke klar over, at USA er det mest inhumane land i verden? Det er det jo netop fordi deres forfatning er en løgn fra ende til anden.

De siger, at det er "the land of the free", men det kan da højst være 5% der reelt set er frie, resten lever squ da under sultegrænsen, kan ikke læse, har intet statsborgerskab, har ingen stemmeret, har ingen rettigheder fordi de får social "hjælp", kan ikke få noget at bo i fordi de ikke har et job, kan ikke få et job fordi de ikke har noget at bo i, får børn før de er fyldt 12 fordi de er uinformerede, kan ikke komme på hospitalet fordi deres forsikring ikke dækker, har kun råd til fast food og får et efterfølgende vægtproblem, tror at alt hvad Jerry Springer siger er sandt og at Oprah Winfrey er USA's næste præsident! Så er der middelklassen som tror de ved en masse, men blot er fyld på toppen af kagen. Kører ungerne i skole, vinker pænt farvel fra bilen, kører på arbejde, kommer hjem efter 8-9 timer, (ekskl. de 2 timer på motorvejen), får "family tv dinner" fra mikroovnen krydret med lidt frisk persille og i øvrigt er forgældet til op over begge ører fordi de bor i et pænt forstadskvarter hvor der ikke bor nogle af de der personer som jeg nævnte inden jeg begyndte at sable middelklassen ned.

Hvem ønsker dog, at træde andre ned for selv at stå op? For hvem er i dag vigtigere end i morgen selvom det betyder, at verden bliver et dårligere sted at være? Er det en tendens eller er det kommet for at blive?

Hvis det er sådan verden ser ud så tænker jeg i mit stille sind, at der da må være et bedre sted. Det siger jeg uden at gå i selvmordstanker, men i desperation og ud fra det faktum, at jeg stadig har en snert af håb tilbage.

Da jeg stod og skurrede mit komfur af efter de eksotiske vilde ris og kashewnødderne sneg tanken om døden sig ind på mig. Ikke den gamle nu-tager-jeg-den-kniv-og-skærer-pulsåren-over tanke - den er jeg blevet kvit - men tanken om hvordan det må føles at dø og hvad der følger efter.

Jeg vil så gerne tro, at Anna Lindh er et sted for folk som bliver slået ihjel uden at det giver mening. Et rum som overgår alt hvor Anna Lindh kan tale med f.eks. min gamle ven Peter som blev kørt ihjel en kedelig tirsdag aften den 17. december 1997 på en regnfuld mørk landevej et sted i Frederikssund. Anna og Peter kunne helt sikkert få tiden til at gå med at tale om filosofi, politik, religion. Bølger skulle rigtig gå højt. Den samtale ville jeg gerne være vidne til, fra sidelinien forståes.

Darwin talte om survival of the fittest. Det forstår jeg altså ikke! Jeg nægter at tro på, at Peter f.eks. var svag. Jo, svagere end en person iklædt en bil, men så er vi jo alle svage. Hvordan kan en populær politiker være svag og hvordan kan en skrubelløs morder, betalt arbejde eller galning (det er vel i og for sig det samme...), være den stærke? Enhver kan da sætte en kniv i siden på et andet menneske. Darwin taler om dyr. Fint nok. Men kan vi virkelig skelne sådan når det drejer sig om mennesker? "Nej", er mit svar.

Så meget for mine glade budskaber i dagbogen...!!!!