Hvor er det dog svært at bevare det gode humør, når der kommer unødig indblanding ind i min arbejdssituation. Jeg er frustreret og jeg føler, at mine grænser bliver overskredet. Det drejer sig om en kollega, som kun vil mig det bedste - det siger hun ihvertfald. En kollega, som synes, at tiden er inde for mig, at gå på flexjob. Hun synes at jeg skal væk fra mit nuværende arbejde og istedet lave plejehjemmets beboerblad og gå til hånde i terapien, for at spare på mine kræfter.

Jeg selv er i syv sind. Jeg har en aftale med min leder, at vi skal have en snak om evt. flexjob, når jeg har været på kursus for Parkinson patienter i erhverv i Odense sidst i november. Jeg føler mig ikke parat til flexjob endnu - men det bliver efterhånden et presserende spørgsmål om tid, når jeg bliver konfronteret med det af kollegaen. Det er anden gang hun har fat i mig omkring det. Jeg troede, at komme på flexjob betød, at jeg kunne blive i mit nuværende stilling på nedsat tid.

Jeg græd, da jeg kom hjem. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg finder mig ikke i at føle, at jeg bliver kasseret, fordi jeg har fået en sygdom. Trods min sygdom kan jeg godt passe mit arbejde endnu - men jeg bliver så usikker på mig selv og min effektivitet, når kollegaen gerne vil råde mig. Jeg tænker på, om hun taler på egne vegne eller for hele gruppen. Der bliver ikke taget hensyn til mig - og det ønsker jeg heller ikke. Tværtimod er der mange gange, at vi mangler trejde mand, hvor vi må løbe stærkere. F.eks var vi igen kun to idag. Den unge kvinde i aktivering havde barnets første sygedag. Andre dage er jeg alene med beboerne over middag. Jeg klager ikke og kan godt holde det ud.

Jeg bliver ked af det, frustreret og forvirret. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal holde fast i mine egne ønsker eller om jeg skal give efter for presset. Hvad er grunden til, at jeg er bedst egnet til flexjob i terapien - er det for min egen skyld, som kollegaen siger (jamen jeg er ikke parat) eller er det for at komme af med mig. jeg har vel min faglige stolthed.

Når jeg ikke har tillid til mit medmenneske eller når jeg bliver trynet, så sker der en blokering i mig. Det er en forsvarsmekanisme - ubevidst - som går i affekt. Jeg bliver usikker og kan kun sige hakkende, usammenhængende ord. Der bliver ingen ordentlig dialog. Sådan har jeg det overfor omtalte kollega. Jeg ved, at hun krøller tæer, når hun står overfor en "svag" person (jeg er ikke svag) Vores kemi passer bare ikke sammen og hun er ihvertfald ikke den rette til at overtale mig til noget som helst. I morgen skal jeg arbejde sammen med hende og en anden kollega - de to er pot og pande. Allermest har jeg lyst at sygemelde mig, men det løser jo ingen problemer. Nej, jeg tager på arbejde og ser, hvad der sker og så holder jeg lav profil.

For mig er det et dilemma - at gå på flexjob er et stillingstagen, som jeg allerhelst vil have god tid til at finde ud af - jeg vil ikke lave noget overilet. I eftermiddag var det hele lige meget - da var jeg parat til at lade mig pensionere - men så nem en løsning vil jeg ikke byde mig selv. Jeg vil istedet i ro og mag forhandle mig frem til den bedste løsning med min leder, min sagsbehandler fra kommunen, tillidsrepræsentant og rådgiver fra FOA. Desuden forventer jeg at få en god snak med sagsbehandleren fra Parkinsonforeningen, når jeg møder hende i Odense.

Tak fordi I lagde skuldre til. Det var dejligt at betro mig. Gode råd tages imod med kyshånd.

Hyggehejsa fra en forvirret og frustreret Nellemor.