Jeg er glad for at blive mindet om at være taknemlig overfor aca-programmet over nettet og de kære mennesker jeg har omkring mig, også på nettet.

Idag bliver jeg hjemme igen. Jeg er ikke helt frisk og det er egentlig også ligesom om jeg har svært ved at gå ud i solen. På arbejdet er der frygten for det ene problem efter det andet. Jeg er ikke sikker på at jeg kan rumme det. På hjemmefronten var mine store unger hos deres far og hans kæreste igår. Da de kom hjem fortalte datter, at de havde snakket om at det sikkert er umuligt for hende at komme på skoleophold hos sin veninde i Canada. Jeg blev simpelthen så tosset. Arrig. Gal. Bandede. ÅÅÅh !!!

Nå, men nu sidder jeg her og har læst indlæggene. Nu ved jeg hvorfor jeg har det dårligt med min X-mand lige nu. I aftes fortalte jeg så datter, at jeg ikke var sur på hende - men hendes far. Aftenen gik. Jeg gik i seng.Jeg kunne bare ikke sove. Så jeg skrev en mail til min X ( det er derfor) - at han i det mindste kunne give hende en moralsk opbakning og støtte. Jeg skrev ikke, at det selvfølgelig kunne lade sig gøre osv. Jeg tror ikke han vil punge 25.000 - 30.000kr. ud for et års ophold i udlandet - som jeg skrev til ham. Moralsk støtte er gratis *suk* vær dog bare en far der kan give hende den støtte hun har brug for, som 15 årige.

Min frygt nu er at jeg nu sætter en lavine igang med en krig pga. min mail. Jeg orker det ikke. Jeg gider det ikke. Fordi jeg ikke er sød, forstående og fleksibel ? Hvad er jeg så ? Er jeg manipulerende ? Er jeg krævende ? Jeg er måske ikke blød nok og hidser mig for meget op. Jeg må give slip og lad Gud.