FØLELSEN AT AT VÆRE LÅST I SYSTEMET OG SAMTIDIGT SKULLE FØLE SIG PRIVILIGERET
går ikke op i en højere enhed, vis du spørger mig...
Jeg er så heldig at bo i Danmark med en velfærdsstat til at passe på os psykisk sårbare med f.eks. flexjob, førtidspension, kontanthjælp etc. Men alligevel er der alligevel noget som gør mig vred og får mig til at føle mig magtesløs over mit eget liv.
Jeg føler mig nemlig fanget i systemets regler.
En helt konkret sag er, at jeg gerne vil udtrykke mig på daglig basis med en kunstnerisk praktisk, så jeg søgte derfor ned på Byhøjskolens kunst og foto linje, som jeg gør mig af i forvejen, men gerne vil undervises i professionelt og være sammen med andre "kreative sjæle". Bare i et lille halvt års tid. Har været igennem så meget, så har bare brug for nogle gode og meningsfulde oplevelser imens jeg er ung og lever. Er det så meget at forlange?
Dét er det. Jeg ringede til min sagsbehandler og luftede idéen for hende med, at starte på byhøjskolens fotolinje efter sommerferien. At gå på den om dagen og arbejde i et par timer om aften med den flexordning jeg formodentlig bliver bevilget til d. 16 juni. Det fortalte hun mig, at det ikke kunne lade sig gøre, for hvis jeg kunne holde til at gå i skole fra 9-14 og arbejde i et par timer om aften i flexjob, hvorfor så overhovedet være bevilget til flex var hendes argument. Jeg prøvede at forklare hende, at skole og arbejde ikke er det samme. At skolen er meget stille og rolig og vil ikke udsætte mig for pres og, at jeg tror, at jeg ville kunne holde til meget mere end hun lige tror, når jeg laver noget jeg rent faktisk kan lide og brænder for. Dette argument kastede hun væk med, at forklare mig at sådan fungere reglerne ikke. At jeg ikke vil kunne modgage flexordning og samtidigt gå på byhøjskolen, da det som tidligere beskrevet, ikke hænger sammen med hvad jeg kan holde til ifølge arbejdsafklaringen som ligger på 8-10 timers arbejde om ugen, og jeg heller ikke ville kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis jeg gik i skole. Hun forslog derimod at jeg ville kunne spare om til at betale for skolen, som koster 10.000 kr. for et halvt år og spare yderligere op med hensyn til at kunne forsørge sig selv i et halvt år, så jeg ikke skulle arbejde ved siden af. Fordi jeg ikke må være i flexs systemet imens jeg går i skole. Dette er for det første totalt urealistisk at spare optil på flex. Der vil nok gå en 4 år før jeg ville have penge til det, hvis ikke langt flere år, og så er jeg jo midt i trediverne"? FUCK DET HER ER LATTERLIGT!!! Jeg ved ikke om jeg skal føle mig fanget og låst i systemet eller føle mig privilegeret over, at overhovedet, at kunne få offentligt støtte. Mest af alt, føler jeg mig fanget i systemet og magtesløs over mit eget liv, lige nu.
Jeg vil meget gerne have nogle gode råd til det her, hvis nogle overhovedet læser om mine first one problems... men som alligevel ikke helt føles som det, når nu min trivsel og glæde hænger meget sammen med det at kunne lave kunst helt konkret og være sammen med andre med samme interesse. At komme ud af huset, og ikke for at skulle vaske op i en børnehave, hvor jeg ikke rigtigt snakker med nogle, som jeg har gjort det sidste år, grundet arbejdsafklaring.
Tak for at i læste med.
Tager som sagt gerne mod gode råd og andre synspunkter.
// Simone
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.