Kære dagbog

Så blev det igen et stykke tid siden at jeg sidst har berettet noget her. I dag vil jeg bare skrive ud fra nu'et og lade det flyde som det kommer under vejs.

Jeg føler mig så trist. Der er så mange udfordringer og så mange erkendelser. Jeg savner de unge dage hvor verden var mere open, og sanserne mere skærpede. Hvor kærligheden var et eksplosivt eventyr. Hvor aktiviteterne med vennerne var et eventyr og fuld af muligheder. Alle de drømme man kunne have i ungdommens naivitet. Sjovt nok blev nogle af disse drømme også til virkelighed fordi man netop var naiv. I dag er jeg 36 år.. Det er stadig ungt! Men ligepræcis ikke ungt nok til at forpligtigelserne ikke kalder på samme måde. Det værste er hvisheden om fremtiden.. At jeg nærmest kan se hvor det fører hen og hvor det ender selvom livet endnu ikke er levet. Jeg har tænkt tingene alt for meget igennem og har også haft erkendelser jeg absolut ikke har ture reagere på. Jeg føler jeg har smagt på det hele allerede. Lige nu lever jeg ikke livet overhovedet. Sombi tilværelse og autopilot samt smerten med visheden i baghovedet om at det mest værdifulde jeg har nu skylles bort. Følelsen af livet.

Kære dagbog.
Jeg ønsker for mig selv og alle andre mod til at handle, mens vi kan. På et tidspunkt er det nemlig for sent. Jeg ved egentlig godt hvad jeg skal bruge mit liv på. Men vejen dertil er forfærdelig hård og urealistisk. Jeg har brug for lidt af ungdommens naivitet og lidt mindre af den voksne realist der hele tiden siger.. Det kan jo ikke lade sig gøre. Vi voksne er forfærdeligt dumme. For selvom målet måske ikke kan nås er det stadig rejsen der giver os glæde.. Det ved børn.. Og så prøver de bare igen..