Mailen jeg sendte til min søster vedr. vores far, var åbenbart en skilsmisse erklæring. Det er i hvert fald hendes fortolkning af den ! Hun mener ikke at kunne leve op til MINE forventninger, hvilket jeg spurte hende om hvad hun mente det var - det kunne/ville hun ikke svare på ! Af samme grund kommer hun heller ikke og holder jul sammen med os.

Skilsmissebarnet i denne sammenhæng er vores far, som bliver så ked af det hvis vi ikke kan komme overens.

Jeg er ikke bleg for at blive konfronteret med det sagte og usagte, eller det gjorde og ugjorde. Ønsker ingen splid, men vil til gengæld heller ikke lægge lå på, og lade stå til ! Hun synes at det skrevne var i en hård tone, men man kan ikke naivt forvente, at blive båret igennem livet med fløjlshandsker på.

Det ” eneste ” jeg forventer af hende er – en lille smule omsorg for vores far, og hans situation. Det betyder ikke alverden at løfte røret engang imellem, og spørge til hvordan det går, eller bruge en fridag på at køre her ned ! Men det var åbenbart nok til at vælte korthuset !

Min far var overrasket over hvor harmløs mødet på sygedagpengekontoret var. Jeg ved ikke hvad han havde forestillet sig, og om han måske havde regnet med en stramtantet skrankepave med knold i nakken. ;-)
Inden vi var nået hjem ringede den søde kvinde fra sygedagpengekonteret på min mobil, og fortalte at - idet han er fyldt 67 år så betragtes han som værne folkepensionist, men at han havde krav på 3 mdr. sygedagpenge. Han skulle blot sørge for at udfylde og indsende papirerne inden nytår. Vi fik handlet lidt, og nåede hjem med varerne inden han havde tid ved lægen.

Der blev taget blodprøver til nærmere undersøgelse, idet at både Odense og Grinsted havde ønsket opfølgning på nogle af de prøver de havde taget. Vedr. en henvisning til en speciellæge ville han ( lægen ) gerne vente, da man skal passe på med ikke at smide for meget brænde på bålet. Jeg kunne godt følge ham langt hen af vejen, og bakkede op om at det var en god ide, at han kom til samtale hos lægen en gang om ugen indtil videre.
Min far begynde af græde, da lægen spurte til tanken om selvmord. Han er flere gange under dette forløb blevet spurt, og hver gang har han svaret – det er nok at en i vores familie har gjort det !

Jeg kan mærke at alt det her er begyndt at tære på kræfterne, og ville ønske at døgnet havde nogle flere timer. Jeg følger hele tiden dårlig samvittighed over det jeg ikke når, og min rolle som kone og mor er også skubbet lidt i baggrunden. Men jeg regner med, at så snart der er mere klarhed over sygdommen, og det det med bevillingen er på plads. Så vil der også komme mere ro på !

Jeg vil ud og se om jeg kan finde nogle at genere lidt igen ;-)