Sidder i dag med utrolig meget skyldfølelse som jeg i bund og grund ikke kan bruge til noget. Ved at Michelle har brug for hjælp, men ved også fra tidl. at hun højst sandsynlig hopper fra.. Hun er så for kapslet i hendes verden, at hun hellere bakker ud end at forholde sig til det konkrete. Har svært ved at nå ind til hende, da hun bagatellisere problemstilling ved spørgsmål. Endnu svære er det når jeg ikke umiddelbart fysisk kan konfrontere hende.
Tror ikke på at hun kommer videre imens hun er sammen med hendes ” livs kærlighed ”, som hun er ved at kvæle i hendes overvågning og kontrollerne facon. Indrømmer blankt at jeg ønsker at det går i stykker, da hans problemstillinger oven i hendes ikke er gavnlig for nogen af dem. Samtidig tror jeg heller ikke at hun er modtagelig for hjælp før han er ude af billedet. Er på den anden side også bange for, at hvis / når det går i stykker, så gør hun det også. Det er sku svært !

Hjemme hos min far er det også blevet for meget. Påhænget ser nu et stort lys i mig at hun ringer og siger – far og jeg savner dig – kommer du ikke snart og besøger os. Hmm – kunne faktisk bedre lide at være en løgnagtig kælling ( hendes tidl. udsagn ) end denne datter som hun ønsker selv at have født.

Var ned og besøge André i går. Vi havde et par hyggelig timer sammen, hvor vi var ude at spise og ose lidt. Nåede at blive slået af en anden beboer inden jeg tog af sted derfra. Det er ham som André siger – er mere handicappet end de andre og tænker kun som en 3 årige. Han bliver mandsopdækket døgnet rundt af 2 personer, men de nåede ikke at afværge slaget da de kom rundt om hjørnet samtidig med at vi ( André og jeg ) var på vej ned af trapperne. Jeg havde ikke set ham før og var derfor ikke forberedt.

Skal snart på arbejde igen – igen og håber p en bedre vagt end i går ;-)