Hej dagbog, - jeg fik hjulpet lidt idag, og igår havde jeg en anden episode. selvfølgelig var der også ham der gik forbi busstoppestedet, for højt at sige "goddag" insisterende. Det minder mig altid om, at livet er noget lort. Desværre er livet det eneste der er, der er ingen steder at flygte hen. Fanget på bunden af et hul, med en følelse af at ha en vred tiger i maven. En tiger der har lyst til at rive hovederne af folk, men med en indvendig viden om, at jeg må holde streng kontrol på mine følelser.

Jeg hjalp en pædagog med hans mails, - imens kom der en lille pige ind på mit kontor, hun kom for at komme væk fra 2 andre piger, der ventede på at springe på hende og mobbe hende..de stod en dør længere væk, - da hun havde sagt det til mig, kunne jeg som sagt se dem, - de så mig, jeg spurgte dem om de ventede på hende i en hård tone, de forsvandt de..pædagogen havde travlt med sine mails..jeg kunne ikke ignorere det, - men jeg er ikke pædagog, jeg er ikke engang god..jeg er kenny, manden i det sorte hul..du kan gemme dig ved mig, du er i sikkerhed..men jeg, jeg er et sort hul igen..

Jeg læste en brev fra en der havde det som jeg, - men psykologen afviste ham med den velkendte, at andre ikke kan gøre en lykkelig.. jeg havde sådan lyst til at svare på det 2 år gamle brev, - for hvorfor har jeg været i et hul i 20 år, undtagen i de 3 måneder hvor jeg var sammen med en? for blot at komme derned igen..kunne det være fordi vi alle ser på livet forskelligt? kunne det være fordi vi ikke alle har de samme krav? helt. selvfølgelig ønsker alle de samme, nogen ønsker det bare mere end andre..høre lige Bruce Springsteen med "the wrestler"