Jeg husker tydeligt første gang jeg mødte dig, her taler vi om nytårsaften 2009, du havde en kæreste, jeg havde lige slået op med min dagen før. Vi var til samme fest - og selvom jeg vidste, at du var optaget af pigen der sad overfor dig, lagde jeg an på dig. Jeg flirtede med dig. Din kæreste var ikke synderlig begejstret for mig, det undrer vel ingen. Vores veje skiltes efter klokken slog tolv og et nyt år begyndte, et nyt år der tog en uventet drejning i hvert fald. Der gik 5 måneder, før vi fik kontakt igen, jeg havde skænket dig en tanke mange gange. Din duft, dit smil og dine øjne, det sad alt klart i mine minder.

Nogle dage før jeg fylder 16 år, ja jeg er meget ung der, skriver du til mig, vi skriver i laang tid sammen og vi aftaler at du skal komme og besøge mig. Da du træder ud af bussen, dufter jeg igen din duft, ser dit søde smil og dine øjne igen. Hele dagen ler vi, vi kysser, vi krammer, vi går endda i bad sammen. Her taler vi om to personer, som har mødt hinanden to gange, men som allerede føler sig knyttet til hinanden. Jeg har altid stolet på dig, jeg har altid haft en nærhed og tryghed i dig. Et par dage senere, sidder jeg på dit skød, du kigger på mig, du kigger helt ind i min fortabte sjæl, du spørger mig om jeg ville være din. Selvfølgelig vil jeg være din, for altid, for evigt, nu og her, i nutid og datid - altid vil jeg være din.

Vi er kærester i 7-8 måneders tid, en tid hvor jeg får det svært, da jeg hele min barndom ikke har stolet på nogle indtil jeg mødte dig, jeg kom i kontakt med mine følelser, jeg blev tryg - og alt væltede ud. Vi gik fra hinanden, min klippe revnede, mit liv gik bogstaveligtalt i stykker. Jeg var så langt ude, at jeg prøvede på at begå selvmord, det var hårdt, jeg var psykisk nede og du... ja du var det bedste og værste der nogensinde skete i mit liv.

Jeg elskede dig, jeg har aldrig elsket nogen før, men du, du ødelagde mig - men samtidig hjalp du mig også til at finde ud af hvem jeg var og er.

Jeg ser dig stadig, jeg elsker dig nok stadig, du er mit svagepunkt, min klippe, min smerte og kærlighed. Du er en dør der aldrig skulle have været åben efter den blev lukket. Du er manden i mit liv, og du bliver aldrig min, det er nogen jeg ved med sikkerhed, men lige nu kan jeg nøjes, jeg kan holde det ud, jeg er gift og det er ikke med dig, men du er der.
Du har været der, du har været der i snart 8 år. I 1/3 af mit liv har du været der. Hvordan skal jeg kunne give slip?