Sommer
Hanna Fink (...
8 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
3 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
11 år siden
Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
9 år siden
de sidste 2
Kenny Raun (...
11 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
8 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
16 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
6 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
9 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
10 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
12 år siden
Spejle
Marie Martin...
11 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
12 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
11 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
11 år siden
Store følelser må følge de opofrende. Du må give så meget, og hvad får du igen? Folk siger, at det er dét værd - men jeg tvivler. Store følelser må - om end langt ude, så stadig - være forbundet med sindssyge. Hvordan kan du holde ud, at give så meget af dig selv?
Jeg må siges at være kynisk. Jeg er ikke usympatisk, jeg hænger mig bare ikke så meget i dybe følelser. Jeg gav en del af mig selv, og jeg fik den taget fra mig. Nu får jeg den ikke igen. Det var første kærlighed, og det var sidste kærlighed i 4 år. Jeg har været glad i 4 år. I hvert fald har det ikke været kærlighed og had, der har rykket rundt på min glæde og sorg. Det har været et jævnt forløb, ingen sindssygelignende op- og nedture, der har væltet mit liv ud af balance. Bare den almindelige sorg, der følger et muntert liv.
Jeg græd utallige tårer, da det første menneske tæt på mig måtte give efter i livet. Han ville ikke, men han skulle. Jeg sagde aldrig farvel, for han ville ikke, men han skulle. En dag var han væk. Et år senere tog hans kone med. Et element i livet væk - det gjorde ondt. Men de gjorde det ikke med vilje. Kære farmor og farfar, tak for alt det, I var. I efterlod en sorg, men det kunne aldrig have stoppet mig for at elske jer. Der er forskel på den kærlighed, man kan vælge fra, og den man ikke kan fornægte.
Men mennesker er ikke robotter, vi er ikke skabt til at vandre alene. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan fylde livet helt med tilfældige forbipasserende, med venner, med fest, med farver, med vin og øl og bøger og humor.
Det må starte sådan, at man giver sig selv lov - lov til at have store følelser. Det gjorde jeg, men de kom ikke rigtig, da jeg troede, de ville komme. De kom ikke før jeg mindst ventede det, og jeg mistede fodfæstet. Hvad gør jeg så nu? Jeg drømmer det samme hver nat, tænker det samme hver dag, siger det samme til alle mine veninder, selvom jeg prøver at lade være. Hvad gør den kyniske pige, der er for stolt til at give efter for de bløde knæ? Det må slutte sådan, at de store følelser gør en forskel. Når jeg ved besked, er jeg så blevet afkyniseret eller dobbelt det kyniske? Det ved man vel først, når de store følelser ikke længere føles så STORE.
De opofrende vil sige, at jeg skal give efter - der er ingen glæde større end den, et andet menneske kan give dig. Men er risikoen mon værd at løbe - er glæden mon bedre end sorgen er slem. Man tror, man er klar, og pludselig står man i det, og kan ikke kende sig selv, ikke finde sig selv. Er det at være hovedløs prisen, man betaler, når man ikke længere vil være hjerteløs?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Sorg og glæde er publiceret 28/06-2016 20:18 af Medthe.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.