Jeg har været væk, og jeg har været væk længe. Ikke bare med hensyn til at være inaktiv, både her og andre steder. Men rent personligt, har jeg været væk.

Jeg sidder nu, i min lejlighed og lytter til tonerne af min kæreste der spiller på klaver, og lytter til ungerne der kaster med papirsfly og griner. Jeg er taknemmelig.

For bare to til tre år siden, var dette noget... en drøm... jeg aldrig troede skulle gå i opfylelse.
Jeg havde kæmpet i mange år mod sygdom og medfølgende depression. Det har været år med smerter...mange smerter, både fysiske men også inden i. Alt havde jeg mistet, alt. Jeg var i smerte, i sorg og i en kolosal identitets-krise. Titlen som mor, datter, søster og kæreste var forsvundet, og jeg var mig selv, alene og i et dybt sort hul.

Der blev ringet til mig flere gange om aftenen, hvis jeg ikke var aktiv på Facebook, af venner som var bekymret, og som vidste hvor dårligt jeg havde og hvor ked af det jeg var. Det var de af vennerne der forstod, resten forsvandt. Jeg sank længere og længere ned i det dybe mørke, ønskede egentlig bare at dø og få det her lorte-liv overstået (undskyld mit Franske) . Psykologer, psykiatere, støtte personer og bo støtte. En masse kommune mennesker var pludselig ind over mig, sidstnævnte skulle lære mig at det var ok, at tage ud og handle igen.
...Tænk, social-forbi var nu også på listen. Psykologen og psykiateren mente at jeg -også- led af "Evasiv og emotionel personlighedsforstyrrelse med depente træk". Lykkepille-kure, hvor jeg ved hvert eneste præperat fik bivirkninger, beroligende til at styre mine følelser der var uden på huden... Jeg var dømt og labeled af kommune menneskerne. Dette på trods af at jeg blev ved at pointere min sygdom.

Dette er en lang historie allerede, alligevel er det ikke engang en rids i hele den bobbel der omgiver de sidste 3-4 år. Så mange grusomheder skete, så vild en rejse har det været at jeg seriøst overvejer at skrive en roman om det.

Nå, men hvorom alting er. En dag sad jeg og reflekterede over mit liv, hvor trist det var. Hvor ensom jeg er. Jeg tænkte på børnene, den familie der ikke ville se mig, kæresten der var væk, alle de mennesker jeg for alt i verdenen undgik fordi jeg skammede mig. Jeg tænkte, at hvis det fortsatte sådan her, så ville jeg ende som en bums på en eller anden bænk, eller som en af de fordrukne madamser nede på bodegaen. Ikke at jeg drak. Jeg har faktisk aldrig misbrugt noget som helst ud over kaffe og smøger. Men jeg kunne sagtens se for mig, at det var sådan det ville ende en dag, hvis jeg blev ved at leve i det nedtrykte mørke her. Der var det, en lille stemme inden i udbrød "Nej satma nej".

Den dag skete der noget i mig. Den dag besluttede jeg at rejse mig igen.

Jeg tror at det var der omkring jeg sidst annoncerede min tilbagevenden til skriveriet. Jeg var SÅ sikker på at jeg var klar, bare lige -sådan-. Hvor tog jeg fejl! Det har taget tid, kostet sved og tårer og en MASSE kæmpen i næsten to år, og først nu lysner det.

For tre år siden, var jeg en "ingen". Ingen uddannelse, syg og skrøbelig, ikke mindst psykisk. Jeg havde været i systemet i seks år... Samfundsnasser, som flere kaldte det. Jeg var alene, med besøg af støtte personer som det eneste lyspunkt i min uge.

I dag sidder jeg, lytter til mine unger der leger, og min kæreste der spiller klaver så smukt.
Jeg glæder mig over det fakta at jeg er rask, jeg er nu uddannet, har lige fået et super dejligt fast job og min dejlige kæreste er netop flyttet ind hos mig.
Jeg har fået aften job da jeg er natteravn, og vagterne ligger sådan at det er perfekt til at skrive også. Det hele flasker sig nu, stille og roligt lysner det. Og nu, først virkelig nu, er jeg klart og har ro til at få skrevet.

Jeg er i live igen! jeg er tilbage.