Klokken er kvart i seks i morges, stedet er et fitnesscenter i omegnen af københavn. Udenfor er det så mørkt og så koldt, at man snildt kan få den tanke, at det her er den dag, solen vælger at blive liggende under dynen. Indenfor har jeg lige clearet vægtstangen fra stativet og står nu med en vægt svarende til min egen balancerende på skuldrene og forsøger at vinde en stirrerkonkurrence med den noget klatøjede fyr i spejlet foran mig. Hans trætte fjæs til trods udviser han en rolig beslutsomhed, som jeg forsøger at matche, alt imens jeg fornemmer stangens placering og justerer mit tyngdepunkt. En tid tænker jeg, at det bliver mig, der må se væk som den første, men i det sekund jeg aktiverer musklerne i mine baller og ben og skyder hoften bagud, glider hans blik væk fra mit og låser sig fast på et punkt bag mig. Jeg gennemfører de første tolv repetitioner, sætter stangen tilbage i stativet og fanger fyrens blik igen. Han virker friskere nu, en anelse mere farve i kinderne, mere energiske bevægelser, mere liv i blikket. Jeg sender ham et smil, som han øjeblikkeligt returnerer. Ikke noget godt smil, men hva' fa'n ... Endnu tolv repetitioner og endnu tolv, og endnu tolv ... i takt med at antallet stiger, reduceres fyren i spejlet til en skygge, et glimt i udkanten af mit perifere syn, en svag erindring. Hvordan jeg har det? Lige dér, på dét sted, i dét øjeblik, hvor verden er reduceret til mig, min vægtstang og brydekampen med Sir Isaac, er jeg fucking lykkelig!