Var i biografen med min far. Bagefter gik vi ind til Strøget og spiste shawarma. Undervejs sagde han, at min mor var bekymret over min manglende interesse for at komme videre med mit liv. Personligt var han sikker på, at det hele nok skulle gå, og at der ikke var grund til bekymring, men når nu låget alligevel var af gryden..., det er jo også snart et helt år siden, du blev kandidat..., du havde jo også et fjumreår, før du begyndte på universitetet..., det er nok farligt at vente alt for længe..., man kan jo ikke nødvendigvis få drømmejobbet med det samme..., handler det ikke om bare at kaste sig ud i det? ... Jeg havde ikke lyst til at tale med ham om det, eller rettere: jeg ville ønske, at jeg kunne tale med ham om det, sådan helt dybt og far/søn-agtigt. Men det kan jeg ikke. Og det handler ikke om, at jeg er usikker på, hvordan jeg skulle forklare mig og derfor nødvendigvis måtte famle mig frem. Erfaringen fortæller mig bare, at nogle emner skyder kiler ind i vores forhold, at der er bjerge, min far (og mor for den sags skyld) ikke kan forcere. Det handler ikke om viden eller intelligens, men om fantasi og villighed til at losse konventionerne om, hvad et liv egentlig er, noget så eftertryggeligt i røven ... Måske er jeg bare naiv og for dum til at indse virkeligheden ... Måske er de bare for længst trådt ud i lyset, mens jeg stadig står ved indgangen til hulen og misser med øjnene mod solen, bange af helvede til og inklineret i retning af at dreje rundt på hælen og løbe tilbage til den trygge tilværelse i mørket...