"Den er altså bygget til at gå samlet, så du er nødt til at samle ham sammen, før du rider videre. Sæt dig ned først, og så korter du tøjlen og så kan du mærke...kan du mærke DET DER???", råbte min underviser, da min lille fine total skønne vallak lige pludselig trak bagparten ind under sig, og begyndte at sætte sig ned i galoppen, og arbejde op ad bakke, bare fordi jeg fik støttet ham ordentligt. Et splitsekund senere lå han der selv - kunne kaste tøjlen og kun ride med sytråd, fordi han bare lå der. Stabilt. Bomstærkt. Taktfast. Tydelig i bevægelserne, der føltes fuldstændigt vidunderlige.

Han fik varmen - åndedrætsfrekvensen steg roligt, men han arbejdede videre. Resten af timen gik med et super fedt sug på tøjlen og fede, fede bevægelser. Ingen ballade, ingen nykker. Bare en fuldkommen fabelagtig fornemmelse af, at alt bare gik som i blødt smør. Schenkelvigningerne og versader skal jeg arbejde videre på til vi skal ride hos hende igen næste gang, men han kæmpede for at forstå mine signaler, og jeg prøvede ihærdigt at give de rigtige. Det lykkedes et par skridt til sidst med versaden og jeg endte også med at forstå og fornemme den korrekte vinkel i schenkelvigningen, så vi skal bare øve. Jeg er vildt med dressuren. Præcisionen i øvelserne og den ekstremt lydhøre hest man får ud af det - det er lige mig! Og det er afgjort en bonus, at han tager det med sig ind på springbanen, hvor vi på bare to ture har forbedret vores flow rundt på banen helt gevaldigt. Ingen spjæt, ingen slinger. Men der er selvfølgelig heller ingen sadel der trykker længere, så nu er der kun rendyrket arbejdsglæde.. Og arbejdsglæde må det være, når hesten selv vælger at tage en ekstra tur på dobbeltspringet, efter at han er klappet og rost for en fuldkommen fantastisk runde på banen i øvrigt.. Hehe, efter at vi landede efter sidste forhindring, tog jeg ham ned i skridt og klappede ham på halsen.. Han prustede veltilfreds, skridtede ud i hjørnet, satte selv i trav - for at lave et anspring og selv tage turen over kombinationen - jeg fulgte med og hjalp ham, til stor morskab for både min underviser og jeg selv.. Så er han vist tilbage, hvor jeg kan kende ham igen.. Arbejdsivrig og springglad..

Sikke en hest jeg har fået mig der!