Hey dagbog, endnu en mente sig sikker på, hvad der var det bedste for mig..uden at forstå, hvad det ville medbringe. Jeg er træt og deprimeret til stadighed, men jeg har endnu ikke mistet min logiske sans. Jeg forstår det store perspektiv.

Jeg har ingen lyst til at side med ved et bord, hvor jeg blot skal være der, så andre kan lade som om, at alt er iorden. Never again.

Mit ansigt var igen ved at falde af fredag..på vej hjem i bussen. Det lykkes mig at holde det tilbage,