I sommers lånte jeg Anne fra Grønnebakken på biblioteket, og læste lidt for Helene (Erik lyttede lidt med til de førte par kapitler). Den har været lidt tung for hende selv at læse i, men igår aftes havde vi fået læst os igennem (først og fremmest fordi hun skal holde oplæg om den på fredag), og selvom hun ikke lige selv har kunne samle sig om at læse den, har hun været meget opslugt af den.
Vi kom jo naturligvis til kapitlet hvor Matthew døde. Og det er trist og sørgeligt altsammen, men det glædede mig lidt, at hun blev så knust som hun gjorde. Jeg prøvede mange ting for at trøste hende ("Husk du bliver jo kun ked af det fordi det er sådan en god bog" "Nej det er en dum bog!"; "Tænk på hvor godt de har haft det"; "Men man kan jo sige at det hele foregik for så lang tid siden, så nu ville han under alle omstændigheder have været død" - det hjalp på ingen måde, for det betød jo at alle de andre så også ville være døde; "Jeg ved godt hvoror forfatteren gjorde det sådan, for ellers ville Anne jo være taget på universitetet i fire år, og så ville hun ikke kunne blive på Grønnebakken" "Men det kunne man også have gjort på mange andre måder, mor. OG DET VED DU GODT!"...), men nu var det bare en dum bog. Da hun endelig var faldet lidt til ro, og var gået i seng, sagde hun "Mor, jeg ved godt hvad jeg vil skrive i boganmeldelsen. Jeg vil skrive at det er en god bog fordi man lever sig så meget ind i personerne, at man bliver ked af det hvis der sker noget med dem!"
Ja, jeg blev glad, for hun har fået en oplevelse af hvad bøger er og kan gøre, som jeg ikke tror hun før har haft. Og det synes jeg er vigtigt!

I dag er jeg hjemme med Erik. Bo havde været oppe og aflevere ham, mens Helene og jeg var kørt til bøjletandlægen, men da vi kom hjem, var der åbent og de sad inde i stuen og så hr Skæg... Han havde åbenbart kastet op, før Bo havde nået at sige farvel til ham i børnehaven. Skal have ham til lægen senere. Han blev bidt af en flåt for 3 uger siden, og nu er mærket begyndt at vokse. Det har ellers bare været en lille knop der ikke lignede andet end en lille knop...