I princippet er hver dag jo den første i resten af vores liv.
Men nogle gange kan der ske noget nyt, som går ind og piller lidt ved den sædvanlige trædemølle og giver håb til, at resten af livet kan blive lidt sjovere/lettere/gladere/indsæt selv end hidtil.
Idag kan måske vise sig at blive en sådan for mig. Jeg har jo lov at håbe. Idag har jeg været til første "rigtige" samtale med en psykolog på psykiatrisk hospital, som en del af min behandling for en personlighedsforstyrrelse.
Det lyder stadig så voldsomt, når jeg siger det, og jeg kan stadig have svært ved at fatte, om det virkelig kan passe. Jeg har nok været lidt in denial siden jeg fik diagnosen og har skullet vente på behandling, men idag da jeg sad i venteværelset og betragtede en af de andre "patienter" slog det mig igen. Mine egne fordomme om psykiske lidelser bliver pludseligt gjort til skamme, når jeg selv er "en af dem".
Havde ikke helt regnet med, at det skulle nå så vidt, da jeg før jul sagde mit job op, med tanke på at holde en kort pause fra et stressende lederjob i en international virksomhed med masser af rejser og fuld fart over feltet. På den anden side var der nok en del af mig, der godt var klar over, at tingene ikke var helt som de burde være.
Udefra havde jeg jo med jobbet et spændende og prestigefyldt liv, men indeni mig var og er der en konstant angst for ikke at være god nok.
Det er nok den angst, der har været min drivkraft for at fylde livet så ekstremt ud med job, motion, fester, venner og bekendtskaber, rejser etc. Jeg har haft et behov for at vise andre, at jeg var god nok gennem alle disse udefrakommende "ingredienser". Ikke sagt at det er negativt, men der har bare manglet noget. Noget der gjorde mig rigtigt glad.
Hvad det præcist er, håber jeg at kunne få hjælp til hos den nye psykolog. Vi nåede ikke så meget idag. Jeg skal lige lære hende at kende, før jeg åbner helt op. Og selv da, vil det nok være svært for mig. Jeg bryder mig ikke om, at andre skal se mig sårbar og ked af det. Jeg er hende den glade og sjove. Det spurgte hun lidt ind til idag. Hvorfor jeg har det sådan. If I only knew. Ikke engang overfor mig selv har jeg lyst til det, det er netop derfor jeg altid holder mig igang og fylder de vågne timer ud. Så slipper jeg for at sidde alene og mærke efter. Men hvad er jeg egentlig så bange for? Hun har jo nok ret i, at jeg ikke finder ind til sagens kerne, hvis jeg ikke kan mærke den. Jeg har en fornemmelse af, at "svaret" kan blive nemmere at finde, hvis jeg skriver mine tanker ned, fremfor at de kører i ring i hovedet. Det er intentionen med denne dagbog i hvert fald. En anden "første" ting idag, der måske kan bidrage til resten af mit (bedre) liv.
Hold mig gerne op på det, jeg har desværre tendens til at miste interessen for ting, hvis jeg ikke lige umiddelbart ser noget udbytte af dem eller ikke synes jeg gør dem godt nok..