Jeg blev forfatter, fordi jeg vidste hvad der var galt med verdenen. Jeg var selv en omvandrende fejl og vidste med andre ord godt, hvordan den og jeg selv skulle laves om, så begge dele blev perfekte. Jeg blev forfatter, fordi jeg ville skabe perfekte ting - ting efter mit hoved. Det er den sande grund til, hvorfor jeg blev forfatter.

Men hvorfor blev jeg digter? Jeg blev digter, fordi jeg lider af tankemylder. Lider af vågne mareridt, af et altopslidende følelsesregister og af en fortærende smerte. Udefinerbar som religiøse tilkendegivelser. Jeg blev digter, fordi jeg tænker som et maleri og taler som en bog. I farver, i former og i symbolik. I fremmedord, i pompøse sætningskonstruktioner og i fantastiske fabelhistorier. Derfor blev jeg digter.

Og hvordan blev jeg så det? Det blev jeg, fordi jeg følte. Nærede dyb kærlighed til et andet menneske og følte samtidig en stor passion for vin. Jeg erfarede mig, at kombination af disse to ting førte til et digt. Siden da er kærligheden forsvundet og jeg selv er blevet tørlagt. Mere eller mindre.

Nu har jeg digtet i et halvt år - er sprunget ud af skabet og proklamerer åbenhjertigt min digtertrang. Min trang til at omvende mine mareridt til drømme, tæmme mit følelsesregister og ikke mindst fodre den fortærende smerte. Mine maleriske tanker og min flamboyante litteratursnak er blevet omdannet til ønsker. Til stiltiende håb om at skabe. Kreere en mulighed for at blive forfatter. Tænk at det hele kører i ring.

Et halvt år er gået siden rødvinen ramte mine årer, kærligheden min hjerne og tastaturet mine fingre. Det er blevet til mange digte siden hen. Omkring de firs, for at være mere præcis. Ord som "digtsamling" og "udgivelse" er begyndt at røre på sig. Kærtegner min tunge og tankegang i den ellers så stille nat. Jeg kan godt lide den slags natlige kærtegn. Ambitiøse nattedrømme er næsten bedre end sex. Men så også kun næsten.

Jeg digter, når månen er stået op efter en god, lang dagssøvn og de ambitiøse kærtegn er begyndt at røre på sig. "For at bevare den autentiske følelse af håb for forfatterskabet," bilder jeg mig selv ind. Jeg letter presset for den ventil, der er begyndt at trykke grundet de mange følelser i de forgående dagtimer. Endnu et vågent mareridt, endnu et altopslidende følelsesregister og endnu en fortærende smerte er begyndt at pusle i hjørnet, alt imens jeg ligger i min seng. Og jeg som troede, at det bare var en edderkop. Jeg store og naive fjols.

Panikker over den begyndende hjørnepuslen og frygter for et tilbagefald. Tilbage til min "Alice in Wonderland"-diagnose, hvor jeg kan risikere at falde ned i et hul og ind i en fantasiverden. Problemet er bare, at den fantasiverden ikke er inde i mit eget hoved, men tværtimod udenfor. Det er den verden, som andre kalder for virkeligheden. Gud forbyde det om jeg skal trækkes ned i den! Skynder mig at skabe en barriere af ord - en digterdistance. Grifler på livet løs og i mange timer tænker jeg kun i rim og stringente AB-forme. Overvejer muligheden for en erhvervsskade, hvor jeg fremover permanent taler i tunger. Er det mon muligt? Efter en hektisk, elektronisk griflen er ventilen fuldstændig åben. Al presset er nu lettet og distancen er skabt. Jeg er igen i sikkerhed i min egen verden. Den hvor jeg er en Gud, der har skabt boblen af ren perfekthed. Det var ikke en så svær opgave faktisk. Og dog.

Jeg er dog en smule forundret. Forbløffet. Forundret og forbløffet over, at til trods for det endnu engang lykkedes mig at skabe min digterdistance, at det endnu engang lykkedes mig at få lettet mit tryk fra dagtimerne og at det endnu engang lykkedes mig at komme ét skridt nærmere min stiltiende "udgivelsesdigtsamlings"-drøm , ikke føler mig hverken særlig tryg, perfekt, lettet eller lykkelig. Jeg lider stadigvæk af tankemylder. Af vågne mareridt og af et altopslidende følelsesregister. Glem ikke også den fortærende smerte! Den der var udefinerbar, ligesom de religiøse tilkendegivelser.

Alt dette til trods for at jeg i dag har formået noget, som kun meget få har. Noget som jeg, helt ærligt og stik imod enhver dansk sympati for janteloven, selv er meget stolt over. Jeg har gjort det umulige - det som alle mine kollegaer ville tro var en løgn, hvis de hørte mig fortælle det. Eller blot overdreven praleri. Eller måske endda begge dele, hvis de fandt mig tilpas usympatisk... Jeg formåede i dag, lørdag den 21. juni 2014 i en sen nattetime, at skrive intet mindre end otte digte. Lad mig gentage for nemhedens skyld: Otte digte skrevet på én dag! Jeg er nu otte digte tættere på målet om en samling på i alt ethundredeogfemogfyrre digte.

Jeg burde føle mig tryg, perfekt, lettet og meget lykkelig. Men det gør jeg ikke. Hvorfor? Fordi jeg er en digtende forfatter. Jeg er en omvandrende fejl, der lider af tankemylder...