Følelsen af absolut tomhed efter at have læst sidste side i John Williams' Stoner. En død følelse, en følelse af, at have været med et menneske til det sidste, helt ind i døden. Skuffelsen over at være blevet ladt tilbage alligevel, da bogen faldt ud af den livløse hånd og ind i rummets stilhed. Aldrig har jeg været så grebet af en bog med så lidt handling. Eller, det er ikke fordi dramaet ikke er på hver en side. Det er det. Men det er det helt almindelige, ordinære, jævne livs drama. Måske en af de mest velskrevne bøger, jeg nogensinde har læst. En bog man lukker forstemt og trist på en ikke-ubehagelig måde. Man lukker den, og lægger hovedet på puden i sit eget trivielle banale liv. I et liv, hvor der er struktur, men alligevel masser af formålsløshed. Der er en masse ting, man kunne gøre, men også rig mulighed for at lade være. Og det er ikke fordi, det har været en dårlig dag. Det har været en moderat god dag faktisk. Solen skinnede da jeg cyklede ind til Børsen i morges. Solen skinnede, da jeg cyklede tilbage på arbejdet langs kanalen bagefter, og solen gik ned, da jeg atter cyklede hjemad til aften. Jeg har endda fået lavet et par ting på min liste i dag. Skrevet de to pressemeddelelser, som giver mig en lille ekstraindkomst denne måned. Jeg har købt tandpasta og toiletpapir. Jeg har lagt en silkebluse og en BH i blød. Og jeg har læst denne fantastiske bog færdig. På seminaret i dag blev Stephen Kings altoverskyggende råd i On Writing bragt på bane: Read a lot. Write a lot. Derfor føles det passende, at slutte dagen af med at tappe lidt på keyboardet, selvom det bare er min uendelig trivielle lille dagbogsfortælling, der kommer ud.