Så kom jeg lige forbi fyldepennen igen, det er ellers ved at være lang tid siden. Jeg blev oprettet bruger i 2004, så det er snart 10 år siden !! Jeg har læst de gamle dagbogsindlæg helt tilbage fra dengang, ja det er ikke ret mange, der kan ses her, for jeg har i sin tid sat indstillingen til, at ingen skulle kunne se dem. Vel fordi jeg var bange for at blive genkendt. I dag er det jo ikke så ualmindeligt at skrive om sine oplevelser, tanker og følelser på nettet. Men da jeg startede dagbogen op i sin tid, da var det vældigt grænseoverskridende for mig, at udstille mig selv på nettet...selvom jeg var anonym. Nogle dagbogsindlæg har jeg endda slettet indholdet i, det har været de indlæg, hvor jeg har lydt deprimeret eller noget. Jeg kan godt huske, at jeg slettede dem.
Men hvor var det sjovt, at sidde og læse de indlæg der var. Og se mit liv, som det var dengang, og som det er nu. Dengang 32 år, gift, boede på en gård med mand og børn, som det naturligste i verden. Som det selvfølgelig også er. Bliver skilt i 2007, og hvad det deraf medfører af uvante situationer, håb og prøven til med ny kærlighed, og nu ...tja...Når jeg læser tilbage, føler jeg en lille sørgmodighed over at kernefamiliedrømmen brast. Og tænker på, hvorfor det gik som det gjorde. Og hvor står jeg nu i mit liv, hvad venter der mig ?
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg tror på lykkelige parforhold mere ? Har prøvet nogle stykker, som gik over igen, og har følt mig lidt bundet, når jeg har været i forholdet, og at jeg har givet afkald på meget andet, for at starte et nyt forhold op, som så senere viser sig at føles som snærende bånd. Men jeg tænker også, at det er mig, der skal lære at sætte nogle grænser. I et nyt forhold går det nemt så stærkt, og alt for stærkt for mig. Så hvis jeg skulle være heldig at møde Mr. Right, så er det med at gå langsomt frem...meget langsomt.