Internettet er først lige kommet igen. Igår da mine kinesiske samboer brugte mikrobølgeovnen røg signalet, hvilket giver mig nogle bange anelser i forhold til sikkerheden ved at have mikrobølgeovnen som nabo. Da signalet røg, sad jeg en halv time og kiggede tomt ud i luften. Det stille vand der havde udgjort min tankevirksomhed, fik krusninger da tankerne satte sig i bevægelse og iltede mit indre vand. Det forbløffede mig hvordan min tankevirksomhed havde været sat på pause i den tid, jeg bare kunne skifte fra den youtube video til den anden. Og det skulle vise sig at blive endnu bedre i dag. Da jeg stod op var nettet stadig nede, så jeg måtte nøjes med en bog, som mine forældre havde givet mig. "Solens gyldne æbler" af Ray Bradbury, en novellesamling af fortrinsvis science-fiction fortællinger. Jeg nåede 115 sider, noget jeg normalt ikke ville nå, hvis jeg havde haft muligheden for at gå på nettet. Jeg ville selvfølgelig heller ikke have haft muligheden for at skrive det som du læser nu, hvis ikke internettet var kommet tilbage. Men nogle gange må man gøre som hr. Brock i Ray Bradburys novelle "Morderen" og slå de elektroniske distraktioner ihjel, for at genskabe den indre ro og den indre stemme.