Epokerne i ens liv markeres underligt nok ofte ved det materielle. Efter et kedeligt semester i Tyskland er jeg for en måned siden hjemvendt til Aarhus, hvor et nyt kapitel af mit liv er begyndt. Og sikke en dejlig start.
Den gode start tilskriver jeg i høj grad min nye hybel - et kollegieværelse på universitetskollegiet i Aarhus C. Den første uge tog jeg mig selv i at sidde og stirre ud i rummet, uden helt at kunne forstå at det var mit. Mit eget værelse. Plads til mig.
Det kan betyde meget for en person, at kunne udtrykke sig igennem det fysiske rum, hvor vedkommende sover, knalder og læser, har venner på besøg, har tømmermænd og keder sig. Kollegieværelset markerer en befrielse fra det lille kammer jeg havde på Westerwaldstrasse 13 og det ikke kun i forhold til de fysiske rammer. Det at man bor sammen med nogen, deler et køkken med andre, at der er nogen at tale med når man kommer hjem, er en social frigørelse, der holder mig fra at gro fast foran computerskærmen.
Det er som om værelset forpligter. Motion er blevet et fast indslag i min hverdag, jeg får set mine venner i løbet af hver uge og jeg får i det hele taget udrettet mere. Jeg gør det, i den grad fordi jeg bor hvor jeg gør, centralt og i rækkevidde af alt hvad jeg har brug for. Det ville være synd at lade det stå ugjort hen.