I dag er det sidste dag vores lille lokale supermarked har åbent. Købmandsparret trækker sig. Bygningen bliver revet ned, og der bliver bygget en ny (og bedre?) bygning...
Det var lidt mærkeligt at gå dernede for sidste gang her for et par timer siden... I den bygning er jeg kommet siden jeg var helt lille... Når vi havde kørt Camilla i skole, og min mor og jeg (og senere Christina) var alene i bilen, spurgte jeg altid "Skal vi i Merko eller hjem?" mere af vane end fordi jeg egentlig ville vide det, tror jeg. Der var i hvert fald ikke noget svar, jeg håbede på mere end det andet.
Og jeg kan huske jeg en sommer var med mine forældre inde og handle til aftensmad, og vi skulle have bønnespirer, og min mor spurgte mig, om jeg ville have de tykke eller de tynde, og jeg ville have de tykke, "for de tynde smager som hår i munden". En fremmed dame kommenterede, at det kunne hun godt forstå jeg ikke synes var rart...
Åh og så mindes jeg de utallige jagter på Erik mellem rækkerne.... Tror han er lidt mere vild på det punkt end hans søskende... Kan kun huske én gang, at nogen af dem skulle være stukket af fra mig derinde fra. Det var tilgengæld også galt: Helene var løbet ud mens jeg var ved at betale, og da jeg 10 sekunder efter kom stormende ud var hun ikke at se - 30 sekunders panik før hun endelig grinende tittede frem... hun havde gemt sig bag et tilbudsskilt.
Det var mærkeligt at gå mellem tomme hylder og se om der stadig var noget mellem resterne, man kunne bruge til 50% af prisen...
Og det var mærkeligt, da vi så bagefter var kørt til et større supermarked for at købe det vi ikke kunne få, hvordan den der hamstre- og rage-til-sig-impuls stadig sad i kroppen... Jeg læste automatisk prisen som det halve af det, der rent faktisk stod, og havde lyst til at hive alt ned af hylden, som om jeg aldrig mere fik chancen igen...

Jeg vil savne vores gamle hyggelig købmandsbutik...