Nå, nu falder regnen tyk som suppe eller gule ærter. Det regner regn - chove chuva, som man ville synge det på brasiliansk bossa. Det perfekte vejr til at holde ferie fra selve ferien før Toppen skal nåes. Det foregår alene. En tanke spændt ud mellem seng og køleskab. Smoothie eller iskaffe?
Der er sikkert mange som begræder dette vejr, men ikke mig, jeg putter mig under cumulus nimbus vattæpper og studerer Skyatlasset. (Er på side 100, kan i høj grad anbefales!).
Jeg nyder stadig stilheden. Køleskabet lyder som et styrtende fly. (Godt min barndom har gjort mig til en hårdhudet co-pilot!) Fryseren lyder som om det gemmer på Titanic. Det knitrer og knaser som om skibets sider netop er blevet opflået af det mastodontiske isbjerg. Det kunne lyde som om dette århundredes huslige katastrofer er under optøning og i fare for at sive ud gennem forseglingen ud på mit pæne køkkengulv. Man aner ikke hvilke nedfrosne mareridts, der befinder sig dér imellem brød, bacon og billigt oksefars.
I vinduerne overfor er der nedrullet mørke overalt. En flapøret hund har en grå kat som overbo. Ruderne er så mørke, at de spejler min side, hvor der også er mørkt. Måske alle rister sig på en strand på Rhodos? Jeg kaster mig atter over Skyatlas, er nået til: Det første Luisa Rey-mysterium. Den er god, den er fandens god! Det allerbedste jeg har læst i længe. Ked af at sige det Murakami, du når ikke ham her til sokkeholderne. Jeg læser på dansk, og oversætteren har gjort et fremragende job.