Hej dagbog, jeg snakkede med hende jobvejlederen..og jeg har nu meldt mig til et slags forfatter kursus..det er 4 gange i løbet af en måned..jeg håber ikke hun tror, at vi alle er nogle ufyldte kar..uden noget idegrundlag som forfatter selv..vi får efter signende opgaver for..en af den er vist noget med at skrive om naturen..du ved..den der...Solen skinner, bladene på træerne osv..alt det, der er ligegyldigt når man lægger blødende på livets vej. Hvis glæden lægger i om solen skinner eller ej..så er livet sku godt nok usselt..Jeg tænker allerede på højtryk på, hvordan jeg kan smadre den natur idee...den klassiske vil være at droppe negative ord ind i teksten..Så som "den ligegyldige sol" "træet der endnu ikke er blevet lavet papir af, fældet, rådnet eller brændt..." Jeg er ikke noget natur menneske, og hvis jeg skal skrive om mine følelser i naturen..bliver det ikke positivt...så ved jeg godt folk sikkert vil tænke "åååh gud, hvad er der galt med ham" jeg kan tænke det samme om dem...hvad får folk til at lægge så meget vægt i naturen..og så lidt i at forstå andre menneskers smerte..ja jeg ved det godt...Det ene koster noget af sjælen..det andet naturlig er et blindt øje når man er sammen med andre..Folks snak, og skriven om naturen..er for mig en sadistisk undladelse på ikke at se det, der betyder noget...imens vandet blot fylder rummet mere og mere...og jeg vil aldrig lukke mine øjne for det..eller drikke mig fuld, for at komme væk fra mit liv...eller min lorte hverdag...Jeg ejer mit liv på godt og ondt.