Når man anskaffer sig et dyr, anskaffer man sig os en sorg på et eller andet tidspunkt. Det har jeg måtte sande i går. Kort fortalt, så blev Shotti lagt til at sove ind. Han var angrebet af gulsot, og havde minimal chance for overlevelse. Hvorfor vi ikke har reageret før- ja - det må guderne vide. Skyldfølesen sidder og nager og gør ondt. Det har gået så stærkt, at ingen af os herhjemme havde set det komme. Han kom og gik som han plejede. For et par dage siden, opdagede vi at han havde gemt sig under sengen. Noget han normalt kun gør for at lege tagfat med hundene. Han var tynd og afkræftet. Claus sagde " kan du huske da du fortalte om dengang i havde en hund, som løb om bag volden for at dø". Nej han skal da ikke dø "svarrede jeg". Men måtte sande at det var det bedste for ham i den sidste ende.

Shotti var meget selvstændig, som katte nu er. Lod sig ikke kure af husets igennem tiderne hunde. En gang klør fem og de fik en sund respekt for ham. Elskede at ligge på et af køkkenskabene, og hovere over de ikke kunne nå ham. Han var ikke kælekat for hvem som helst. Det var i store træk kun André og den mindste, han kastede sig hæmningsløs overfor. En af vores kære naboer havde også en kat, som de efter 16 år måtte aflive for nylig. Den og så Scotti havde hver deres territorium. Scotti styrede nord/vest og den syd/øst. De holdt på hver deres og respektere hinanden.

Andrés far ringede i går aftes. Han havde fået at vide, at de ikke skulle forvente at hans far levede ret meget mere end en uge. Hans krop kan ikke mere. Jeg synes at det hele krakelerer lige nu. Min stillingtagen mht. min far, min tidl. svigerfar og så nu også katten. Jeg har svært ved at håndtere det, og holder det meget for mig selv (med undtagelse af dagbogen). Men det er kun brøkdele som jeg er i stand til at sætte ord på, i det virvar af tanker og følelser jeg har.

Jeg har i de sidste par dage siddet og set udsendelserne med Sømanden & Juristen på hospits. Synes at jeg havde behov for at se respekten og værdigheden ved døden. At døden ikke behøves at være ond og gemen, men også lettelse for den dødende, og i nogen tilfælde også for familien. At se livet blive suget ud af en man holder af, er nok det værste man kan opleve. Er kommet til erkendelse af, at jeg med mine 42 år er ved at komme "i den alder" hvor døden oftere og oftere kommer tæt på. Venners forældre falder bort, gamle kollegaer og sågar naboer. Ingen af os er udødelige, eller er vi! Vi efterlader os alle nogle fodspor, som på den måde lever videre. Vi skal huske på hvad der var, og ikke lade os forblændet i det som vi ikke er herre over. MEN HOLD OP HVOR ER DET SVÆRT.