Mange gange tror man, at noget, der sker, kommer udefra, men egentlig har jeg erfaret, at det meste af det, man oplever, kommer indefra. Vi er så fanget i vores egne følelser og tanker, at de besætter os og får os til at tro, at alle andre ser det samme, som vi selv ser. Det er gået op for mig, at det slet ikke er tilfældet. Den største del af den verden, jeg oplever, kendes ikke af mine omgivelser. Vi lever på en måde i hver sit univers, og kun engang imellem berører vore universer hinanden, glider ind i eller over hinanden, og vi er fælles om en oplevelse, en glæde, en tanke, eller bare et splitsekund af lykke, hvor vi ved, at vi er ét. Jeg forstiller mig, at vi er som utallige sæbebobler på vej op i det blå, og undervejs berører vi ganske let hinanden. Det er en farlig rejse, for boblerne brister ved den mindste fejl og forsvinder i intetheden. men så tænker jeg på, at hvert eneste snefnug er i stand til at huske sit helt specielle møster igen, selv om det er smeltet, hvis bare det holdes i samme miljø. Det er fysik, så giv mig lidt line, jeg er ikke fysiker, men jeg læser med stor fornøjelse de nyeste teorier af de yngste fysikere, for de har sluppet deres forankring i mekanikken og tillader sig at gå på rov i metafysiken, og det kommer der vidunderlige teorier ud af. For eksempel at universet opfører sig som sæbeskum. Og at der måske er flere universer midt i alt det dejlige sæbeskum. Sikke muligheder der åbner sig!