Energi er alt. Sådan er det bare, og det ophører aldrig. Min far blev 93, og jeg sad hos ham, da han slap grebet i energien. Det var en meget speciel oplevelse for den kraft, der slap løs, da han døde, var så voldsom, at jeg følte det rent fysisk og var ved at falde. En kæmpekraft, som en strøm, der omsluttede mig med varme og en voldsom lykefølelse, som jeg ikke før har kendt, og derefter forsvandt. Jeg talte med ham få sekunder, før han døde.Han slap selv taget, men energien i rummet var total. Det er den energi, som livet består af og den kan aldrig forsvinde. Den går fra en form til en anden, men den er bestandig. Jeg var meget tæt forbundet til min far, men jeg græd ikke en tåre. Jeg følte derimod lettelse, glæde og varme, i en sådan grad, at jeg aldrig har oplevet noget tilsvarende. Jeg var lykkelig over, at han slap fri af sit trætte, gamle hylster. Jeg tror, livet består af denne brændende, fræsende energi, som griber et menneske og holder det levende, indtil det engang slipper den tomme skal og forsvinder videre i andre dimensioner, verdener eller, hvad man selv ønsker at kalde det videre forløb. Men energien består. Ser man et dødt væsen, det være sig dyr eller menneske, er ingen i tvivl om, at livet er gået sin vej.Man skal aldrig være bange for døden, for den eksisterer først, når livet er gået sin vej. Der er ikke en gnist tilbage, kun den tomme skal, det gamle pubbehylster, der også blev tilbage, da sommerfuglen fløj.