Der er nogen som fatter med det samme og så er der nogen som skal have skrevet med store bogstaver om og om igen.
jeg hører til den sidste gruppe.

Men nu har jeg endelig forstået det.

alkohol og så jeg danser ikke så godt samme mere og i et stille øjeblik, blev jeg overmanet af tanker om mine gener og havde fuldstændigt glemt min nye tilstand, som efterhånden ikke er så ny mere ...og så alligevel!!

Alkohol har for mig altid været et nydelsesmiddel og vil altid være det...heldigvis, så der har generne ihverfald spillet fallit, selvom jeg stadigvæk får den lille spørgende tanke engangimellem.

Men min krop har sagt nej tak i et stykke tid og jeg forstod ikke hvorfor jeg blev afvist. Indtil sidste uge, hvor nogen havde malet med grafitti på væggen. BANG..sagde det, da den kæmpemæssige tiøre faldt ned oveni hovedet på mig.

og jeg huskede pludselig hvad min læge havde fortalt mig, men som jeg ovelegent havde ignoreret, fordi " jeg kan sgu da sagtens styre det..bla..bla"
Men det kan jeg ikke og alligevel, jeg skal bare tage det lidt roligt.
jeg kan ikke tåle alkohol så meget mere.
Og heldigvis har jeg ikke forgiftning eller allergi eller andet, men jeg tager noget medicin, som gør leveren hyper og som et dampbarn på coke sluger alt til sig med dobbelt fart og nedbryder ALT. Det var vist sådan det foregår.

Men DET er til at forstå. Det der er svært, er pludselig at skal være opmærksom på hvad og hvor meget man drikker. En helt ny vane jeg er blevet præsenteret for..og vi kender alle det der med førstehåndsindtrykket der gik galt....sådan havde jeg det.

NU er det jo ikke sådan jeg drikker hele tiden, tværtimod....kun når vi har gæster eller jeg skal i byen, og heldigvis kan jeg sagtens more mig uden at være fuld.
Men jeg skal passe på og i går var jeg til eksamen og jeg bestod med et flot 13 tal. Men det er ikke konsekvensen og blandingen af medicin og alkohol der er humlen, det er min angst for mig selv, at jeg ikke ville kunne styre det.
Fordi når jeg morer mig, så lægger jeg ikke mærke til hvor meget jeg har indtaget, før det er for sent.

Men i går fandt jeg ud af at jeg ikke har noget at være bekymret for.
Og det er en rar fornemmelse. at vide at man sagtens kan styre sig. Og more sig alligevel. Og at jeg nu endelig har fattet det....fattet det lægen sagde, og efterlever det.

Det er utroligt at man skal mærke det på sin krop inden man forstår.

...og så red hun ud mod solnedgangen!!