Jeg er lige nu i samme situation som Claus var, da vi havde Michelle og hendes misbrug tæt inde på livet. Den gang var jeg lusen imellem to negle, som Claus er nu. På den ene sidse står jeg og den anden hans søn. Vi prøver hver især at tilpasse os situationen, men indimellem må jeg lukke øjende og tælle til 987 - på tysk vel og mærket.

Kan mærke irritationen over ham, er begyndt at spirer voldsomt i mig. Vores konstante opmærksomme øjne der hviler på ham. Jeg er død træt af det, og det er han sikkert også. Samtidig er fremtidsspøgsmålet også som en tæt tåge, som ikke er til at se sig ud af. Pt. er han skide sur på mig. Jeg står ved at jeg er vestjyde, og har derfor noget sprogforbrug, som ikke findes i ordbogen, men hans er laaaaaaangt ude på landet. Jeg har gentagende gange bedt ham om ikke at tale bondsk – hvilket han, set med mine øje, gør mere udpræget efter jeg har sagt det. Noget som jeg føler som en ren provokation. Det kulmineret også i dag, hvor jeg gentog mig selv igen - igen. Han svarrede ”det skal du ikke bestemme.” Fint nok, så reagere jeg ikke fremover når der bliver talt sådan til mig. Punktum.

Den mindste kom hjem fra militæret i tirsdags pga. overanstrengelse. Han havde i forvejen nogle problemer med knæet, men efter en hård øvelse, hvor påtog sig feltmæssig udrustning for en anden, gik det helt galt med hans ene ben, og han blev sendt hjem på ”ferie.” Skal møde ind igen på mandag.

Den største og hans kæreste skal flytte sammen igen – hvilket glæder os, da hun er en sød pige. De har hver for sig sagt deres små lejligheder op, og skal på lørdag flytte i en større. Claus tager fri fra arbejde for at hjælpe. Jeg har flere gange prøvet at provokere den mellemste til at hjælpe hans bror, men det er ligesom at slå til en dør. Han skal sammen den mindste, ud og spille paintball – hvilket jeg ikke syndes den mindske skal pga. hans ben. Vil fange ham alene på et tidspunkt og prøve at tale det fra ham.

Der er pt. for mange tanker der kræser rundt, og som engang imellem støder sammen.