Sidder og læser en blog skrevet af en mor.
Selvom jeg sommetider tænker: ”godt det ikke er mig”, når jeg er træt og ser én med et barn, som jeg synes virker hysterisk, så kan jeg nok ikke komme vuden om det. Det er vel, når jeg tænker efter, et af mine allerstørste ønsker at få børn. Lige meget hvad køn. Lige meget hvor mange. Bare jeg en dag får lov at opleve det, som jeg synes må være et kæmpe privilegium - At blive mor. Jeg ved godt, selvom jeg nok ikke ved det til fulde overhovedet, at det er sindsygt hårdt! At det er ingen søvn og barnegråd og intet liv ved siden af. Men der er da så mange andre ting, der heller ikke lige er det fede og ved siden af førnævnte får man jo bare de dejligste stunder og har den største kærlighed til et andet menneske.
Det er også meget fint at jeg sidder og drømmer lidt, men det kræver noget af en indsats fra mig, hvis det skal lykkes. Det kræver at jeg lærer at jeg godt må udtrykke mine behov og at man ikke dør af konflikt med én, der betyder noget. At folk ikke forlader mig, fordi jeg siger et forkert ord og at jeg godt kan vise at jeg er sårbar, uden at det bliver brugt i mod mig. Ellers tror jeg simpelthen aldrig at jeg finder en far til eventuelle børn, for vi går fra hinanden inden det overhovedet bliver noget der skal snakkes om. Ikke at en kæreste skal være et middel til målet, det er ikke sådan! Det er også fordi jeg nægter at overføre mine issues til mine børn. De skal ikke have tillært nogle reaktionsmønstrer fra mig, der spænder ben for dem og gør det svært når de bliver store, ligesom jeg har fået det fra min mor. Selvfølgelig kan jeg aldrig blive perfekt, men jeg kan i hvert fald blive meget bedre end jeg er nu. Og det skylder jeg, hvis jeg nogensinde skal være mor. Og kæreste, for den sags skyld. Men det er jo lidt sværere at slå op med sin mor end med sin kæreste...