alt virker fuldstændig ligegyldigt i disse dage.
jeg har kunnet mærke den sidste uges tid at jeg var begyndt at tænke på et "os" igen, at jeg savnede hende og ville være sammen med hende. Vi har snakket som venner den sidste uge og i fredags stoppede det, meget brat med en vanvittig trang til at "komme over" mig og en lyst til at tage i byen.
vores kommunikation er stoppet nu, jeg orker ikke mere, de sidste 2 dages sms skænderier og skiften til at lægge røret på er for hårdt.
hvor lidt jeg end ønsker det, må jeg se i øjnene at det nok er slut nu... hun kan komme videre og jeg kan se frem til endnu en miserabel og stressende tilværelse som delefar, for endnu et barn som jeg ikke kan give de oplevelser og tryghed fra mig som far, som jeg egentlig gerne ville give.

der er ikke mange ting som giver mening i mit liv nu, men ok, frihed under ansvar er noget jeg vægter højt og det hele er jo egentlig min skyld..

men man overvejer virkelig om man skal give afkald på barnet bare for at få stoppet denne vanvid og for at kunne "give" barnet en mulighed for en "rigtig" og tilstedeværende far, for sådan en ville ikke være svær for hende at finde til hendes børn.

mit liv, som ellers skulle til at komme i en bedre og sundere form for struktur tror jeg ski bare at jeg lader gå i hundene igen for en stund.

jeg lader gardinerne være trukket for i noget tid endnu, intet andet giver lige umiddelbart mening i denne situation.