jeg går aldrig ned.
lyset går bare ud, men pæren er skam stadig intakt.
der er pres fra næsten alle sider, og når jeg beklager mig over presset så vokser det.
det skal tilsyneladende holdes inde, gemmes væk og komme ud på skrift i ny og næ.
jeg er rask, stærk og går aldrig ned.
for stærk til at folk spørger om jeg har brug for hjælp, om jeg er ok og for svag til at bede om det.
jeg føler et stort pres alle steder fra, og nej, det er ikke nogen person der presser mig, det er situationer.
jeg er ikke i nogen gunstig situation, men jeg har det vel ganske ok.
af en eller anden grund trænger presset sig på, økonomisk, boligmæssigt, som forælder, som kæreste.... jeg er efterhånden ved at give helt op igen.... jeg trænger til at blive ladet op.
jeg har ikke i sinde at give op som forælder eller kæreste... jeg er typen der altid fortsætter ligegyldigt hvor sort det end ser ud for mig, jeg overlever altid men taber alting på gulvet undervejs......
pæren går ALDRIG i stykker men lyset går ud.
lamperne slukkes og mine øjne mister glød.
jeg er for nervøs til at kunne fungere, for asocial til at socialisere og jeg hader at føle mig alene selvom at det nok er den følelse jeg er allermest bekendt med, den og så had.... men hadet er jeg efterhånden blevet rigtig god til at holde i ave, ensomhed er efterhånden blevet en livsstil.
der er lys endnu..