Ja, det gik så godt til konfirmationen. men der sker åbenbart altid noget, så det føles som om ja....en situation overskygger det glædelige. Weekenden har været overskygget af min egen træthed, pessimisme og ja, jeg nåede endda at blive deprimeret.

Datter (snart 16) havde fortalt at hun ville fulde sig fredag. Det blev min "ulykke".....jeg fandt hende midt i byen. Hun hang opad en veninde. Dinglende. Sikke et chok. Jeg kørte hende ned til hendes far, hvor hans kæreste og min søn blev ligeså chokerede. Det var hårdt de næste dage efter. Hvad har jeg gjort forkert ? Har jeg ikke taget de snak der skal tages ? Har vi ikke snakket om dit ? Og dat ? Hun har da prøvet at drikke før....hun er så fornuftig....og og og. Jeg var så dybt rørt, at jeg blev lamslået. Jeg har grædt....jeg har været nede....total nedtur. Min dysfunktionelle mønster er den arvet ? Jeg mindes ikke at have været så fuld selv.....hvor er det sørgeligt. Så trist. Og her har vi ellers altid fokuseret på hyggelig samvær med vores familie og venner. Og hvad har jeg givet ? Ligesom en narkoman der bare skal have et skud har min datter drukket sig fuld. Hendes veninder måtte til sidst gemme hendes spiritus, som hun ovenikøbet har fået en af mine ansatte til at købe for hende. Hvilken rædsel.....jeg kan ikke acceptere de omstændigheder der er for min datter. Jeg har kun kunnet udtrykke, hvor ked af det jeg er. At hun har ødelagt meget for sig selv. At jeg har mistet min tillid til hende. Ja, det er så slemt, at jeg ikke har lyst til at se hende. Godt hun skulle være hos sin far i denne weekend.

Men samtidig ved jeg 1 vigtig ting. Jeg er dys-func. Ergo overreagerer jeg. Så jeg har sunket ned i min egen lille depression, hvor tiden står stille for mig. Tiden står stille. Men livet går videre. Jeg kan ikke bure min datter inde....jeg kan ikke inddrage hendes penge, så hun ikke kan købe sprut....hjælper det overhovedet med karantæne mht. venner ? Ovenikøbet var jeg ved at fortælle hende, at jeg vil nægte hende gymnasie-adgang, når hun tilsyneladende ikke kan finde ud af styre sig selv. Men det vil være dumt. På gymnasiet vil hun få udfordringer og inspirationer, som vil få hende til bruge tiden mere fornuftigt. Jeg gennemgår en prøvelse nu. Jeg må vel bare sende hende mere kærlighed. Andet virker vel ikke ? Straf virker ikke. Tilgivelse vil virke som...."ja, det er ok som du er. Gør det bare igen ? " Ååh...det er svært. Men hallo...jeg må fokusere på at overlade min byrde til Gud. Øge min energi, så jeg kan overkomme mere. Bede til Gud.

Jeg har også arbejdet utrolig meget. Fredagnat kørte jeg allerede. Lørdag frokost blev jeg kaldt på mit primære arbejde. Lørdag aften BBQ med svigerfamilien. Hyggeligt, men jeg var træt. Godt træt. Udmattet. Faktisk. Så...det var hårdt at komme ud på gaden igen søndag aften. Og sikke en nedtur dér. Ingenting at lave. Men lidt sjov blev det da til. Ulrik flirter kraftigt med mig. Jeg ved bare ikke hvad det er at han er ude på. Anders griner med...jo, vi laver sjov og hygge indimellem vores kedeliuge tidspunkter. Nu har jeg inviteret Ulrik til morgenmad i weekenden efter en nattevagt. Anders kører nemlig desværre hjem før tid. Ham må jeg finde ud af noget andet med. Han havde misforstået konfirmationsinvitationen til at være lørdag, så jeg skylder ham lidt hygge :o) Han er foriøvrigt bi-seksuel. Jeg troede han var "straight-bøsse" som jeg sagde grinende *GG*

Mændene der blander sig i mit liv er dysfunktionelle jeg ikke føler mig tryg og rolig med. De er nogen tilsyneladende søde, friske og pæne mænd. Men...nej. Ikke som partnere, kun som kammerater. Jeg ønsker et trygt liv, stabilt liv, et liv i kærlighed, jeg vil fyldes med kærlighed med ligeværdig respekt og loyalitet. Overstrømmende energi skal ske for mig, så det løfter mig til at se livet mere positivt. Jeg skal lære at elske mig selv - helt og holdent. Kan man få hjælp til dette ? :o) det vil komme over mig. Jeg må stole på min højere magt......

kærlige hilsner

¨SommerFuglen~