Jeg er begyndt at stille spørgsmål til livet. Jeg har fået konstateret myelomatose. Det er ikke i udbrud, men stabilt. Jeg har fået taget en knoglemarvsbiopsi og går nu til kontrol. Jeg har fået forklaret behandlingen hvis det går i udbrud.
Lige i aften der slår det mig, om jeg egentlig ønsker behandling. Har jeg noget der er værd at kæmpe for. Er jeg egentlig ønsket eller elsket og hvis jeg skal igennem behandling er der så nogen der kan støtte og holde min hånd?

Lige nu er det svært at se hvem der kan kæmpe sammen med mig. Og kan jeg gå igennem alt det her alene. Det ved jeg at jeg ikke kan.
Har her til aften skrevet et brev til min datter som jeg ikke har hørt eller set i 5-6 år. Forklaret hende at det eneste jeg ønsker her i livet er en forsoning med hende.
Ønsker jeg egentlig at skulle igennem et sygdomsforløb med masser af smerter.