Jylland. Hvad skal jeg tænke om dig? Påske? på skeen is. I håret hummus. På grillen bøf. I benene morænebakker. I haven tulipaner. I hjertet en norsk kvinde.

Dilemmaerne er gensynsfest med folkeskoleklassen en gang i august. undskyldningerne er queertopia festival i Norberg.

I en rød helikopter flyver min gudfar mig over Salling, Jegindø, Thyholm og til Vesterhavet. I hans have sår vi kartofler og gøder det med hestebæ.
I hans stue siger jeg, at man er et røvhul hvis man ikke forsøger at indfinde sig med folk skifter navn. Han siger noget om, at man skal vende sig til det, at det tager tid. Det må jeg da kunne forstå. Jeg siger, at i stedet for at bruge tid på at finde på undskyldninger skal man bare rette sig selv og ikke gøre så stort et nummer ud af det.

I kirken går folk og mindes en mand der er død. Død for vores allesammen skyld siger de. Jeg siger, at når man er død er man død. Vi lever nu. Trods alle de gode intentioner den bog han figurer er skrevet med, så har den givet os en kæmpe arv at bryde med.

Nyder jeg ferien. Indtager bakkerne. Længes efter duften af saltvand og cykler efter fjorden. Duftene er så rene og ikke indsmurt i gaderygerne, kebabboder og tung trafik. Jeg kan cykle for altid tænker jeg men må hellere komme hjem inden solen går ned. Kan lide min skygge når den løber lang over markerne. Min overkrop og lår peger frem som en pistol. Jeg skyder som en rødt projektil op og ned af bakkerne. Rammer jeg et punkt der gør ondt. Stopper op på landevejen og kigger op af markerne. Blinker mit barndomshjem. Ser huset hos min barndomsven. Stopper flæberiet med fødderne i pedalerne. Den der svigtes, svigter.