Søndag kan være den mærkeligste dag! Næsten en "ikke-dag".

Sommetider synes jeg, at søndagen smuldrer væk mellem hænderne på mig. Måske er det meget godt. Måske er det nødvendigt med en pause, der ikke er "kvalitetstid".

For at sige det lige ud, har jeg ikke lavet en skid i dag! Andet end hygget mig med ungerne ved et meget sent morgenbord, og så i øvrigt skændtes med min datter. Til og fra. Jeg bliver energiforladt og flad af vores skænderier. Glæder mig til i morgen, hvor børnene er i skole.
Det går lige op for mig, at min tid er byttet rundt! Mine weekender er krævende for mig, fordi det kan være så vanskeligt at være sammen med to teenagere. Jeg er førtidspensionist pga. langvarig stress, og i weekenderne mærker jeg, at jeg stadigvæk er utrolig let stressbar.
Det er ikke let for hverken ungerne eller mig.

Så det der med at søndagen er så afslappende, at den næsten flyder ud, passer altså ikke alligevel. Men det er nok sådan, jeg gerne vil have det til at se ud. Jeg ville gerne være rask og fuld af energi for min familie og mig selv - hvis jeg var det, ville det jo være "tilladt" at søndag var sådan, som jeg beskrev det i indledningen.

Sandheden er nok nærmere, at jeg er så træt af følelser og teenagere søndag eftermiddag, at tiden nærmest punkterer!

Det er et par år siden, jeg fik tilkendt pension. Årene inden da var præget af sygdom, stress, depression og andet godt fra havet. Derfor føltes afgørelsen om pension som en kæmpelettelse, da den endelig kom.
Nu skulle man tro, at jeg var kommet ovenpå sygdommen. Jeg er medicineret både for ADD og depression, og der er trods alt gået 4 år, siden jeg forlod arbejdsmarkedet.
Jeg ser mig selv som et menneske med mange ressourcer. Jeg er ikke verdensmester i noget som helst, men har mange små talenter, der burde være tilstrækkelige til både at glæde mine nærmeste og mig selv.
Men det er ikke helt sådan virkeligheden ser ud. De små talenter er måske sande. Men jeg mangler energien, overskuddet og kræfterne til at trylle med de små talenter.

Det er vanskeligt at acceptere, at man er blevet handicappet. Mit handicap er ikke direkte fysisk. Derfor er det svært både for andre og mig selv at se den virkelige Charlotte. Ja, ja - så klapper jeg lige hesten, og skynder mig at minde mig selv om, at den skinbarlige virkelighed er en flyvsk størrelse. Selvfølgelig er jeg autentisk og virkelig, men der er en ret stor del af mig, der er strøget af den indre censur.

Om en måned skal jeg undervise en gruppe pårørende til psykisk syge om, hvordan det er at have ADD. Det er ikke første gang, og jeg har nok et show, jeg kan "fyre af" hvis jeg vil, Men det kunne være lidt fedt at gå et spadestik dybere. Mit oplæg er fint nok, men bærer måske præg af, at jeg gerne vil være "overskudsagtig" i mit underskud! Jeg kunne tænke mig, at skrive i denne dagbog det næste stykke tid, og på den måde måske finde ind til noget, der er mere ærligt og mere ligetil. Eller måske er det for farligt, set i lyset af, at det er meget ømfindtlige områder af mig selv. Måske er det bedst at vende det til en form for fiktion.