For et par dage siden opdagede jeg en ca 2 cm høj erantis ude i haven.
Jeg har lige været ude for at hilse på den igen, og den er stadig alene, men vi er da også kun lige kravlet ud af januar.

I den gule discountbutik var der frøposer, hvilket jeg udbrød højt og tydeligt (de hæmninger, der ellers forhindrede mig i at tale højt med mig selv i det offentlige rum, synes at være under nedbrydning).
Juhu.
Pille, hærge, rode.
Jeg ved ikke hvorfor de fleste butikker stiller dem i indgangen, det kan rent faktisk være meget svært at koncentrere sig om at vælge, når dørene hele tiden går op og i og indkøbsvogne hamrer ind i een.

Jeg er simpelthen så latterligt fattig lige for tiden.
Var lige en tur hos tandlægen og fik efterfølgende en regning der ikke trak tænder ud, men derimod rodbehandlede min økonomi grundigt.
Det er typisk, at når man har en periode hvor der ikke er noget husgeråd der går i stykker eller 3-4 familiemedlemmer der har runde fødselsdage eller andre ting der kan vælte læsset, så begynder det at gøre ondt inde i munden.

Ude i haven stødte jeg sørme også på havekatten, som jeg ikke har set siden - november? - og det stod da heller ikke helt skarpt og klokkeklart i det lille pelsede hovede at den kender mig.
Jeg løftede den op og så kom den i tanke om det igen, spandt og savlede og puttede sig ind under min jakke.
Det er også et lille forårstegn at gå og nusse og snakke med den.

I weekenden kom jeg endelig "på" væven, dvs fik okset mig igennem al den indledende opspænding af trend og tråde og skafter og jegskalgidigskaljeg OG fik vævet tre striber på et kludetæppe.
Det er en stor tilfredsstillelse for mig at væve, det føles så rigtigt, så naturligt.

Hvis der på en eller anden måde dukkede en del penge op i mit liv, ville jeg købe en lidt mindre væv der kunne stå i stuen og sidde og knirke tørklæder på den.
Sådan en væv der kan klappes sammen.

Adjø