I går fik jeg pludselig et anfald af social udfarenhed og besøgte en veninde, der bor lige i nærheden her i Bondebassekøbing.
Meget hyggeligt, men hun har en kat hun ikke rigtig gider at kæle og klappe og give knus og tale meningsløst babysprog til, og det trænger den altså gevaldigt til, -
så hun sagde at jeg gerne må få den.

Jeg har tænkt på den lige siden.
Den TRÆNGER virkelig til at blive nusset og kaldt 200 forskellige kælenavne, og det trænger jeg måske på en måde også selv lidt til, så.................

Jeg fortalte A om den.
Det er besværligt at kombinere et langdistanceforhold med et ikke-flytbart husdyr, det ved jeg.
For 3 år siden blev katten Sokkis så gammel, at jeg måtte en sidste tur til dyrlægen med hende, og selv om jeg stadig kan finde på at flæbe lidt over savnet, så har det også været en lettelse at jeg bare har kunnet tage afsted uden at have dårlig samvittighed.

(At jeg stadig får den her har-jeg-nu-slukket-komfuret panik, er så en anden sag)

Indtil nu har jeg formået at modstå killinger og hjerteskærende annoncer om katte, der søger nye hjem.
Jeg har endda udfordret min standhaftighed med at kigge på Kattens Værn's hjemmeside.
Bum bum, ih hvor er jeg kold, både overfor kat 29 og kat 123, der gerne vil adopteres sammen.
Jeg er ligeglad.

Hvad skete der så lige igår?
Jeg havde glemt hvor fedt det er, når en kat sætter sig på eens skulder.
Alt det her føles nærmest som utroskab, som en forelskelse i en kollega lige op til julefrokostperioden.

Spinster.
Jeg tror jeg ønsker mig en frugtkniv og et par broscher også....