Jeg går og venter, venter på at der skal ske ét eller andet.. Enten at jeg finder et job, eller at jeg bliver gravid..
I princippet ved jeg ikke om jeg er gravid lige nu, for jeg har valgt ikke at holde øje med min cyklus, så jeg ved ikke om det er én, to, tre eller flere dage jeg er gået over tid. Jeg kan simpelthen ikke bruge oplysningerne til så meget, specielt ikke fordi jeg skal til samtale på torsdag, og det vil jeg ikke ødelægge med "hvad-nu-hvis" tanker, specielt hvis der ikke er noget. Og desuden kan der jo ske spontane aborter i i de første 3 måneder, så hvorfor afskære mig fra job nu?

Det er ikke nemt at 'holde den'. Jeg har flere gange haft lyst til at tjekke hvor mange dage jeg egentlig er gået over, men jeg har lovet mig selv ikke at gøre det, i hvert fald ikke før jeg enten får kvalme..eller jeg er mere afklaret på min jobsituation.

B er ikke så populær i øjeblikket, og jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi jeg inderst inde går og beskylder ham lidt for situationen, eller om det er fordi jeg har så meget andet at tænke på. Selvom jeg godt med mit rationelle kan se at han elsker mig og er meget glad for mig, bliver jeg alligevel i tvivl, og i tvivl om jeg overhovedet elsker ham, og om det her nu er det 'rigtige'. Det er en mærkelig ventetid jeg går i, og det er svært at nyde ikke at skulle på arbejde, for jeg ved jo ikke hvor lang tid det varer, og pludselig en dag er det overstået.
Da jeg var til sidste samtale, blev jeg helt panisk ved tanken om at skulle starte job d.1.september, så jeg har nok heller ikke været helt klar. Men det er sq lidt komisk.. Når man kan gå hjemme og hygge sig, handler det om at få et job, og når man arbejder fuld tid, glæder man sig til weekender og ferie som et lille barn og 'giider' ikke at tage på arbejde nogle gange. Det er sq heller ikke nemt at stille nogen tilfreds ;)