Kan man tro på ånder, eller rettere kan jeg? Jeg ville nok ønske, at jeg kunne, for tanken er da ret underholdende.

Jeg bor i et af byens rigtig gamle store huse, ihverttilfælde findes huset på alle de billeder, jeg har set af byen fra før i tiden. Jeg vil måske påstå, at jeg har en i mit køkken. Masser af gange har jeg, kun om aftenen, når jeg passerer døråbningen, tænkt: gud, jeg har glemt at slukke en kogeplade. Det har jeg aldrig, alligevel tænker jeg sådan hver gang. Nå, så tænker jeg, hvis der er en, er den da venlig stemt, en ond ånd kan vel ikke være varm. Troede jeg, indtil jeg fik nye naboer i lejligheden ved siden af. Det viste sig at de var clarivoyanter, og de kan jo som bekendt se ting, vi andre ikke kan. (mon jeg tror på det?) der fik jeg så at vide, at fordi den er varm, er det ikke sikkert, den er venlig, men det tror jeg nu den er. Mit barnebarn kalder den min skriveånd. Hvis det er tilfældet, kunne jeg nu godt tænke mig, at den var lidt flittigere.

Jeg har selvfølgelig spurgt mine ualmidelig flinke naboer, om vi mon har andre i huset. Det har vi, en del på loftet, og inde hos dem selv, har de en stuepige i køkkenet. Det lyder jo skønt. Men kan man nu stole på det?