En veninde ringede lige.. Fortalte at en fælles bekendt er død.. taget sit eget liv.. givet op..
Jeg kendte ham ikke særlig godt.. En gammel chatven.. Men jeg skræmmes.. Jeg kan ikke takle døden. Det er alt for tidligt.

I samme åndedrag fortalte hun at hun nok ikke er her meget længere.. Hendes vitale organer lukker ned "one-by-one".. At hun selv har tænkt på denne udvej, som vores bekendte tog.

(det er den samme veninde som jeg tidligere har skrevet en hyldest til: Hyldest til et Tigerdyr")

Jeg kan ikke takle det.. Jeg VED godt hun har ondt og hun kun holder sig i live for hendes søns skyld.. Så jeg ved godt det er unfair at bede hende om at pine sig selv ved at forlænge livet.. MEN DET GØR SÅ FUCKING ONDT!!

Normalt kære dagbog, pleher jeg at holde et nogenlunde distanceret forhold til dig og passer på hvor detaljeret jeg fortæller, fordi jeg vil ikke have at nogen der evt. skulle læse dette, kunne genkende sig selv..
Men dette.. Jeg måtte bare ud med det og det er så nemt til dig.. Selvom du ikke kan trøste mig..

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre den dag hun ikke er her mere.. som desværre kommer ufatteligt tættere på hele tiden.
Mit indre vil bryde sammen.. Jeg er utrolig følsom i forvejen, det ved jeg.. Døden skræmmer mig.. Især når den tager en af mine bedste venner fra mig.. en som jeg har kendt i mange år.. en som kender mig ufattelig godt, og forstår mig.. Ogt vigtigst af alt.. en som endnu er SÅ ung.. Hun burde have mindst 40 år endnu.. men det har hun ikke..
*IT'S NOT FAIR!!!!!*