Jeg har længe prøvet at lære mig selv venlighed og hjælpsomhed, især over for fremmede. men denne dag bekrafter hvorfor jeg i sin tid besluttede at fremmede og ukendte personer jeg møder i bussen, på gaden eller i netto er personer jeg skal holde mig fra.
For noget tid siden var jeg påvej i bussen til en fest sent fredag aften. vi var kun to i hele bussen udover chefføren. vi stod bække af på høje taastrup st. da jeg hastede afsted for at nå det næste tog. standsede den anden passager mig. vendligt spurgte han om jeg kunne låne ham min tlf. først hørte jeg ikke hvad han sagde. men så begyndte an at forklare hans egen var læget tør, og han ville give sin ven besked om at han var på vej, men lidt forsinket.
jeg smilede hev min tlf. frem og lod han sende en besked. jeg indrømmer jeg fortrød i det øjeblik jeg gav den til ham, måske ville manden løbe sin vej med min mobil.

men nej min mistanke blev gjord til skamme. jeg fik min mobil tilbage. og vi skildtes.

om aften fik jeg en takke besked. og jeg lod det bive ved den. men han fortsatte med at skrive. syndes jeg var en sød dame. om jeg ville mødes osv.
jeg ignorerede dem. og de stoppede.
indtil i aften flere uger senere. nu er han begyndt at skrive igen. og ikke nok med det, han ringer, uafbrudt. vil snakke. han kan ikke forstå hvorfor jeg ikke vil skrive til ham, han er jo sådan en sød fyr.

nogle gange fortryder jeg virkelig at være vænlig. men...