Den sidste tid er gået så utrolig stærkt, så stærkt at jeg ikke har, kunne bundfalde alle elementer. Min kæreste fortæller at hans var (53år) er indlagt med en blodprop i hjernen, efter at han har fræset naboens hæk op og torpederet indkørslen. "Hvor er du på vej hen, Lars?" spørger nabokonen gennem mange år.
Lars kikker blåt på hende og spørger hvem hun er.
Akut kommer alle børnene hjem fra hele Danmark, for at stødte faren i den svære tid. Det stod hurtigt klart at alle fire børn havde hver deres holdning til hvordan sagen skulle gribes an. Den yngste (pige, knap 18år) var ret chokeret over at hendes fars tilstand, rent somatisk. Den ældste søn, med kone (starten af 30érne) foretog en mere konstruktiv, handlingspræget sorg teknik. De købte store sække og rettede hele farens hus for "overflødige ting".
Jeg så huset i dag, og jeg er ganske chokeret. Alt er væk. Planter, nips, gryder. Selv hans gamle seng er væk. Rummene er ekko tomme. Alt hvad Lars før har eget af minder og arvestykker ligger nu respektløs smidt i indkørslen. Og venter på videre skæbne.
Jeg er grædefærdig. Tænker manden er ikke død, han er end ikke total invalid. Nu 3 dage efter uheldet indtraf, kan han bruge sine lemmer. Han har kun besvær med venstre hånd og venstre øje.
Jeg er klar over at Lars får varige men efter blodproppen, men jeg er også klar over at manden er i stand til at klare sig selv mange år endnu. Så derfor forstår jeg ikke denne totale destruktion af hans indbo og liv, begået af den ældste søn.
Tænker at der må ligge mere bag sønnens handlinger som jeg ikke kender til!
Skyld, skam, magtesløshed??