Er jeg mon gået hen og blevet forelsket?

Kan ikke slippe tanken om det kun er jagten eller om jeg virkelig er gået hen og blevet forelsket i hende? Jeg kan begynde at svede, når jeg skal snakke med hende, jeg kan få en knude i maven, når hun snakker med andre, jeg kan fange mig selv, siddende og stirre på hendes lækre blå øjne. Mit blik vandrer i hendes retning, når hun rejser sig for at hente papirer... Jeg nyder hendes let vuggende gang, de lange ben og den fantastiske røv...

Hvis det så bare var fordi vi enten rykkede frem eller tilbage... Men nej, står stadig samme sted... Fik måske rykket lidt på hendes følelser ved julefrokosten, måske ikke...

Det er et svært spil. Jeg ved, at i samme øjeblik jeg forsøger at få nogen af mine tanker konkretiseret hos hende, så stopper festen. Så stopper flirten, så kommer bevidstheden om, at det vi gør, er lidt forkert...

Æv, der er lang tid til næste fest, hvor jeg kan kramme hende igen.