Jeg har sagt det før, men denne gang står jeg fast. Michelle fik i dag et brev fra politiet. Jeg åbnede det som sædvanlig, men nærlæste det ikke. Troede det havde noget med den vansirende sag at gøre. Advokats sekretær ringede overmiddag og meddelte, at pga. tiltag i sagen, så ville hendes retssag blive udskudt. Hun kunne ikke sige mig hvorfor ! Jeg hæv brevet frem og begyndte at læse. Hun har gud hjælpe mig, begået endnu et butikstyveri, med voldelig udfald.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre eller sige. Føler kaos, skam og skyldfølelse. For hulen da også. Ved at hun kommer hjem i dag, og vil uden tvivl skyde med skarp. Fortælle hende, at når jeg kommer hjem fra England, så skal der handles på hendes misbrug. Vil og kan ikke mere acceptere hvordan hun ødelægger sig selv, sit liv og alle os der elsker hende. Kørte hende i går til møde på jobcenteret. Talte med hende om sit brudte forhold til hendes far, og hun begyndte at græde. Hun har et misforstået ide om, at han har nok i hans kæreste og hendes datter. Føler sig sat på et sidespor siden de kom ind i hans liv, og kunne slet ikke harmonere det med at altid at have været ” fars pige ”. Jeg ved at han elsker hende over alt på jorden, og er dybt ulykkelig over deres brud. Også det vil jeg kæmpe for blive genoprettet.

Jeg har mange kampe, men kampen for min datter, synes at være den vigtigste.